Bæveren får comeback i Nordsjælland

Efter mere end 2000 års fravær svømmer bæveren snart igen rundt i åer, moser og søer i Nordsjælland.

Bævernes comeback begynder, når miljøminister Troels Lund Poulsen (V) tirsdag sætter en bæverfamilie på fem ud ved vådområdet Holløse Bredning øst for Tibirke Kirke.

Bæverne kommer fra Tyskland og er indfanget i Elben. De tilhører den oprindelige midteuropæiske race, som tidligere har levet i Danmark. De kan blive over en meter lange og veje op til 30 kilo. Til næste år skal der efter planen sættes yderligere 10-15 bævere ud i den nordsjællandske natur.

- Bæverne vil være til stor gavn for andre dyr og planter. Bl.a. fordi de fælder træer og bygger dæmninger, hvorved der skabes små søer. Disse søer vil blive gode levesteder for en række trængte og truede dyr som f.eks. padder, insekter og fugle, siger miljøministeren i en kommentar.

Bævere er meget dygtige til at skabe naturlig dynamik og variation i våde og fugtige naturområder og rydde pilekrat langs vandløbe, så der kommer mere sollys til gavn for en række plante- og dyrearter.

Beslutningen om at sætte bævere ud har fået grønt lys fra kommunerne Hillerød, Halsnæs og Gribskov. Udsætningen i Nordsjælland sker efter meget positive erfaringer fra Vestjylland, hvor der allerede for 10 år siden blev sat importerede bævere ud. Disse 18 bævere er siden vokset til en bestand på mindst 120 dyr og er blevet et stort tilløbsstykke for områdets gæster.

Udsætningen af bæverne i Nordsjælland er et forsøgsprojekt, der løber over fem år. Når projektet udløber, vil Miljøministeriet og de berørte kommuner afgøre, om bæverne skal have lov til at blive.

/ritzau/

Efter succes med udsætning af bævere i Vestjylland sættes der nu også bævere ud i naturen flere steder i Nordsjælland, hvor de skal skabe mere vild natur.

Offentliggjort Sidst opdateret