Bagagebånd ligger stille i Kastrup

Passagerer i Københavns Lufthavn, der skal rejse på sommerferie søndag, risikerer at komme af sted uden deres bagage.

Lufthavnens bagagebånd har siden søndag middag været ramt af tekniske problemer og en stor del af båndene ligger stille.

Det oplyser Lea Holm, kommunikationsrådgiver i Københavns Lufthavne.

- Hvis ikke fejlen bliver rettet snart, så er flyselskaberne nødt til at sende folk af sted uden deres bagage i første omgang, siger Lea Sørensen Holm.

En stor del af bagagebåndene i afgangshallen er ude af drift, mens omkring halvdelen af båndene i ankomsthalen også ligger stille.

Det giver lange køer og ventetid i lufthavnen, lyder det fra en Ritzau-medarbejder på stedet, der melder om timelang ventetid på bagagen.

Hun fortæller desuden, at situationen er ret kaotisk, og at der er mange mennesker og lange køer. Inde i ankomsthallen måtte folk sidde på gulv og bagagebånd uden rigtig at få nogen informationer om, hvor lang ventetiden ville være.

Politiet har måttet spærre en del af afgangshallen af for at give plads til vogne med en del af den bagage, der skal sendes af sted.

- Der er mange mennesker, og folk vil nok opleve, at tingene går langsommere - især i Terminal 3, siger kommunikationsrådgiver Lea Sørensen Holm.

- Indtil nu er en del af bagagen blevet tjekket ind, men kommer ikke af sted på båndene og bliver derfor opbevaret, indtil de tekniske problemer er klaret, tilføjer hun.

Søndag regnes for en af sæsonen store rejsedage. Lufthavnen venter i alt 80.000 passagerer.

/ritzau/

Problemer på stor rejsedag i Københavns Lufthavn. Bagagebånd er ramt af teknisk fejl.

Offentliggjort Sidst opdateret