Ballerup Kommune er bedst til de unge

Ballerup Kommune løber med Dansk Ungdoms Fællesråds (DUF) pris som Årets Ungdomskommune for et langt sejt træk med at gøre ungdomslivet attraktivt for byens unge borgere.

i begrundelsen for prisen hedder det, at "Ballerup Kommune er blandt pionererne og har arbejdet med ungeområdet igennem mange år. Det ses i den helhjertede satsning på området og i grundighed og viden."

- Ballerup er valgt, fordi det virker til, at de har en gennemtænkt ungdomspolitik, og at de mener det seriøst, når de siger, de gerne vil inddrage unge. At de giver en 50'er per stemme i prøvevalget for unge i forbindelse med kommunalvalget er et klart eksempel på det, siger DUFs formand, Martin Justesen.

I alt 11 kommuner var nomineret til prisen. På andenpladsen følger Århus Kommune, som belønnes for at have nedsat et ungeråd, som har fået tildelt indstillingsret på tre forslag årligt til byrådet. Tredjeprisen går til Ishøj Kommune, der roses af dommerkomitéen for at gå til opgaven med en åben, innovativ og helhedsorienteret ungeindsats til trods for, at kommunen har en række særlige udfordringer på bl.a. integrationsområdet.

DUF uddeler hvert år "Ungdomskommuneprisen" for at belønne de kommuner, der gør en særlig indsats for at forbedre unges udfoldelsesmuligheder og levevilkår.

/ritzau/

Ballerup kåret til årets ungdomskommune, fordi kommunen i årevis har satset seriøst på de unge. Bl.a. blev de ved kommunalvalget belønnet for at stemme.

Offentliggjort Sidst opdateret