Præsten Kirsten Knutzen skal både have ris og ros for de såkaldte 'bamsedåb', hvor børn mellem halvandet og seks år kan få døbt deres bamser og dukker i Sthens Kirke.
Det fremgår af en pressemeddelelse fra Helsingør Stifts biskop, Lise-Lotte Rebel, der ellers har forholdt sig yderst kritisk til foretagendet.
Bamsepræstens redegørelse af, hvad der i virkeligheden foregår ved børnegudstjenesterne, har nemlig fået biskoppen til at nedtone sin kritik.
Biskoppen roser nu præsten for det pædagogiske initiativ, som - efter hendes mening - respekterer dåbens betydning. Der har ikke været anvendt noget decideret 'kirkeligt ritual', og det er afgørende, fremgår det af pressemeddelelsen.
Ifølge Kirsten Knutzen er det netop det budskab, hun hele tiden har forsøgt at få frem.
- Selvfølgelig døber man da ikke bamser, det ville da være fuldstændig idiotisk. Jeg misbruger ikke noget ritual, siger hun og forklarer den nærmere intention bag 'bamsedåben'.
- Bamserne er jo bare et værktøj til at komme i dialog med børnene. Man bruger jo hvad som helst til at komme i dialog med børn, siger hun.
Men samtidig med Lise-Lotte Rebels positive ord løfter biskoppen også pegefingeren med en formaning om, at præsten "fremover er sig bevidst, at folkekirkens omdømme ikke lider skade udadtil".
Den formulering har Kirsten Knutzen ikke helt kunnet forstå, men konkluderer, at hun i fremtiden skal tænke sig godt om, inden hun snakker med pressen.
- Hvordan det er kommet til, at man skal ud og forsvare noget, der slet ikke er, det synes jeg, er ret utroligt. Så nu tror jeg simpelthen, jeg vil ud og have mig en spindoktor, siger hun.
På trods af nogle turbulente dage har præsten ikke mistet lysten til at forkynde det kristne budskab ved hjælp af bamser, men afviser, at kirkens egne to bamser skal giftes, som hun ellers tidligere havde tænkt sig.
/ritzau/
Seneste artikler
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker