Banedanmark håber på normal togdrift på Fyn fra torsdag
Sporarbejdet mellem Nyborg og Odense trækker ud. Nu håber Banedanmark, at togene kan køre igen fra torsdag.
Banedanmark håber at kunne have sporarbejdet på Fyn færdigt, så togdriften mellem Nyborg og Odense kan genoptages igen torsdag.
Det siger Steen Neuchs Vedel, der er anlægsdirektør i Banedanmark.
- I morgen (onsdag, red.) gennemgår vi hele planen og det, der mangler for at få togene i drift. Så kommer vi med en prognose i løbet af dagen, hvor vi håber at kunne fortælle, at vi kører igen torsdag.
- Nu er vi inde i en minutiøs gennemgang af planen med entreprenøren igen igen, men vi håber naturligvis, at vi er klar torsdag morgen, siger han.
Ifølge Steen Neuchs Møller regner man med at kunne overbringe den forhåbentlig gode nyhed midt på dagen onsdag.
- Vi har nogle byggemøder med entreprenøren, hvor vi gennemgår planen, så efter formiddagen burde vi kunne melde noget ud, siger han.
Der skulle kun have været lukket for togtrafik mellem Odense og Nyborg i pinsen. Men det holdt ikke stik for Banedanmark, der tirsdag kunne oplyse, at strækningen ville være lukket onsdag med.
Det sker, efter at Banedanmark mandag fortalte, at strækningen ville åbne tirsdag.
De fortsatte forsinkelser skyldes ifølge Steen Neuchs Vedel, at man endnu ikke har kunne indhente de forsinkelser, der opstod mandag.
- Vi beklager rigtig meget, at vi ikke har kørt tog tirsdag. Den forsinkelse, der kom, den har entreprenøren ikke kunnet indhente, siger han.
På spørgsmålet om, hvorvidt der er tale om en fejlvurdering af, hvor længe arbejdet ville vare, konstaterer anlægsdirektøren, at arbejdet jo i hvert fald ikke er blevet færdiggjort til tiden.
- Der har i hvert fald taget længere tid, end vores entreprenør havde regnet med, siger han.
De fynske pendlere oplevede et lignende problem i sidste uge, da et sporarbejde i Kristi himmelfartsferien sidste weekend også blev forsinket.
Da var det meningen, at togene skulle køre fra mandag morgen, men den plan gik i vasken, da arbejderne stødte på en gammel betontunnel i Odense.
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned