Banedanmark strejker på årets store rejsedag

Af Ritzau og Jakob Poulsen

Danskerne risikerer ventetider på en af årets absolut største rejsedage på grund af en arbejdsnedlæggelse hos en del af Banedanmarks personale.

Siden klokken syv fredag morgen har fejlretningspersonalet hos Banedanmark nemlig været i strejke. Det skriver ekstrabladet.dk.

Fejlretningspersonalet tager sig eksempelvis af fejl på kørebokse på al togdrift i Danmark.
Strejken betyder, at passagererne risikerer at skulle at vente på deres tog, hvis der opstår fejl på køreanlæggene.

Ifølge ekstrabladet.dk ser personalet strejken som sidste udvej i en konflikt med deres direktør.
En konflikt, der har verseret siden oktober, hvor direktøren, ifølge en talsmand for de strejkende, valgte at opsige medarbejdernes lokalaftaler.

Talsmand fortæller til ekstrabladet.dk, at fejlretningspersonalets arbejdsvilkår er uacceptable:
- Banedanmark behandler sine medarbejdere dårligt. Vi ved ikke, hvad der sker, og de respekterer os ikke. Jeg ved ikke, hvornår jeg får fri, og det er da slet ikke okay, siger talsmanden.
- Det virker underligt, fordi vi får meget ros for, hvad vi gør, og vi rykker hurtigt ud om natten hvis der opstår problemer.

Talsmanden ved ikke, hvor længe strejken varer, men planen er at få direktøren til forhandlingsbordet igen.
- Der er jo ikke nogen, der har prøvet det her før, men vi håber, at de får øjnene op og behandler os ordentligt, lyder det.
- Jeg kan heller ikke få at vide, hvornår mine arbejdstimer ligger i næste måned. Man er ligeglade med sine medarbejdere. De respekterer ikke ens ve og vel.

I en pressemeddelelse, som Banedanmark udsendte i går, udnævnte man ellers dagen i dag til "præcisionsdag". Af pressemeddelelsen fremgår det, at medarbejdere fra 14 forskellige jernbanevirksomheder vil være på plads rundt om på perronerne i dag for at hjælpe de mange tusinde rejsende, der vælger at tage toget på juleferie.

- På præcisionsdagen arbejder hele jernbanesektoren sammen om at få de mange tog fyldt med folk godt hjem til jul. Derfor vil du denne dag både møde det personale, der til dagligt arbejder med togdriften, og kollegaer på tværs af selskaberne, som rykker ud for at gøre det til en god dag for os alle," siger Jesper Hansen, administrerende direktør i Banedanmark og formand for det tværgående Rettidighedssamarbejde i pressemeddelslen, der blev udsendt i går eftermiddag.

Der vil være omkring 250 ekstra medarbejdere på omkring 40 stationer rundt omkring i hele landet, oplyses det.

Foto: Polfoto, arkivfoto

Danskerne risikerer ventetider på en af årets absolut største rejsedage på grund af en arbejdsnedlæggelse hos en del af Banedanmarks personale.

Offentliggjort Sidst opdateret