Dyre forbrugslån, rådighedsbeløb og overtræk kommer nu på skoleskemaet i Sønderjylland.
Efter succes med et testforløb i Sønderborg udvider Sydbank nu tilbud om undervisning i privatøkonomi i folkeskolen.
Det skriver JydskeVestkysten torsdag.
Det sker på baggrund af efterspørgsel fra lokale skoler og historier om et stigende antal unge, der havner i gældsproblemer.
- Vi har testet det to gange og sender nu et tilbud ud til samtlige skoler i vores regionsområde.
- Vi stiller med et hold af syv-otte unge medarbejdere, som rådgiver kunder i dagligdagen, fortæller kundechef Kim Juul Pedersen fra Sydbank i Sønderborg.
Han fortæller, at elevernes evaluering af de to testforløb har været særdeles positiv, og afdelingen har i samarbejde med hovedkvarteret udarbejdet et undervisningsmateriale, der bliver tilgængeligt for bankens øvrige afdelinger.
I første omgang får samtlige skoler i Sønderborg Kommune et tilbud om undervisning i privatøkonomi.
- Vi vil gerne vise synlighed og vise, at vi er en bank ud over det traditionelle, forklarer Kim Juul Pedersen.
- Og så vil vi gerne tage del i en samfundsopgave. Vi har kun de bedste intentioner om at få de unge godt på vej i livet, siger han.
I Haderslev har banken ligeledes planer om at udbrede oplysningsarbejdet efter at have undervist htx- og gymnasieelever.
- Der er et stort behov, og de unge interesserer sig faktisk meget for det. Tanken er at brede det ud på nogle af de øvrige skoler. Et eller andet sted er det også en markedsføring af Sydbank, siger regionsdirektør i Haderslev, Henning Danielsen Dam.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned