Bankmand med mod på statsbaner og software

Her ses Peter Schütze tilbage i 2013. Mandag 30. oktober fylder han 75 år. (Arkivfoto). Foto: Jens Nørgaard Larsen/Ritzau Scanpix

Efter mange år som bankmand har Peter Schütze helliget sig bestyrelsesarbejde - blandt andet som formand i DSB og Simcorp. Mandag 30. oktober fylder han 75 år.

Offentliggjort Sidst opdateret

Han har brugt 40 år i bankverdenen og var både med under finanskrisen og til at hjælpe bankerne ud på den anden side. Men nu er det statsbaner og software, som Peter Schütze bruger sin tid på.

Med bestyrelsesposter i en stribe selskaber og formandsposten i både DSB og softwareselskabet Simcorp har den erfarne bankmand nok at se til. Mandag 30. oktober fylder han 75 år.

Peter Schütze kommer fra Nordsjælland og blev i 1967 student fra Rungsted Gymnasium. I 1973 blev han cand.polit. fra Københavns Universitet, og fra et studiejob i Privatbanken steg han støt i graderne.

Han fortsatte op, da Privatbanken efter en fusion blev til Unibank, og da banken ti år senere efter en ny fusion blev til Nordea, som vi kender i dag, endte han som chef for banken i Danmark.

Sideløbende var han i to omgange formand for Finansrådet, bankernes lobbyorganisation, og var med til at forhandle bankpakker for milliarder på plads for at hjælpe den kriseramte banksektor.

Nordea blev under krisen fremhævet for sin konservative tilgang til bankdrift, og Schütze har fortalt, at det var et dilemma at skulle forhandle pakkerne på plads, som banken egentlig ikke var interesseret i.

I 2011 sagde han stop og helligede sig i stedet bestyrelseskarrieren, hvor han i forvejen var formand for Copenhagen Business School (CBS). Her blev han også formand for DSB.

Siden er flere andre poster kommet til, og den seneste tid har det nok særligt været softwareselskabet Simcorp, der leverer it-løsninger til kapitalforvaltere, som han har brugt sin tid på.

I april bød det tyske børsselskab Deutsche Börse i alt 29 milliarder kroner for it-selskabet. Schütze og bestyrelsen anbefalede aktionærerne at takke ja, og det endte det da også med.

Selv om han ifølge dåbsattesten kunne have trukket sig og være gået på pension, er det dog ikke noget, Schütze har planer om. Han agter at blive ved, så længe han synes, at det er spændende.

/ritzau/