Beboer sigtes for dødsbrand

Politiet har anholdt en 29-årig mand, der sigtes for mandagens dødsbrand i Brabrand ved Århus. Manden menes at have sat ild til sin egen lejlighed.

Det var ikke et uheld, at der mandag udbrød brand i en lejlighed i Brabrand ved Århus. Det konkluderede politiets teknikere efter grundige undersøgelser.
Lejlighedens 29-årige beboer er derfor anholdt og fremstilles tirsdag eftermiddag i et grundlovsforhør ved Retten i Århus. Det oplyser vicepolitikommissær Poul Erik Christensen fra Østjyllands Politi.
En 54-årig mand mistede livet under branden, da han som overbo til den brændende lejlighed blev fanget af flammerne. Han søgte ud på sin altan på tredje sal og blev dræbt, da han enten hoppede eller faldt ned fra altanen.
/ritzau/




Offentliggjort Sidst opdateret