Fire døgn efter jordskælvet på Haiti har Udenrigsministeriet stadig ikke fået kontakt til den danske FN-medarbejder, der som den neste dansker fortsat savnes efter katastrofen.
Udenrigsministeriet har sendt en medarbejder til Haiti for hjælpe med eftersøgningen. Og det vækker bekymring hos de danske myndigheder, at der fortsat ikke er nogen livstegn fra ham.
- Det er selvfølgelig bekymrende. Vi leder efter ham, og det samme gør FN, siger Charlotte Slente, der er chef for Borgerservice i Udenrigsministeriet.
FN's hovedkvarter i Port-au-Prince styrtede sammen ved jordskælvet. Og mere end 300 FN-ansatte er fortsat savnede eller forsvundne i Haiti.
Indtil videre er 38 FN-ansatte bekræftet døde i jordskælvet, oplyser FN's Udviklingsprogram UNDP i København.
Tre andre danskere, der var strandet i en FN-lejr i havnebyen Jacmel på den sydlige del af øen, er fløjet ud i helikopter til Santo Domingo i Den Dominikanske Republik, hvorfra de ventes at fortsætte hjem til Danmark.
En fjerde, forfatteren og filmmanden Jørgen Leth, ventes at blive fløjet ud i løbet af lørdagen.
Når Leth i første omgang blev tilbage, skyldtes det, at der ikke var plads i helikopteren med de tre andre. Det er svært at finde ledige helikoptere i det jordskælvsramte land.
De fire havde bedt om hjælp til at komme hjem. Udenrigsministeriet bistår med hjælp til at finde transportveje ud af Haiti, men udgiften dækkes af danskerne selv eller deres forsikringsselskaber.
I alt 11 danskere opholdt sig i Haiti, da jordskælvet ramte.
/ritzau/
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde