Benzinpriser stiger fredag til rekordhøjde

De fleste danskere vil formentlig kigge irriteret på benzinstanderen fredag. Prisen for en liter 95 oktan stiger nemlig til 13,12 kroner, hvilket er rekordhøjde, da det er første gang, priserne kommer over 13 kroner.

Prisen er dog målt i løbende priser og tager altså ikke højde for inflation. Målt i faste priser har benzin været dyrere. I både 1981 og 1982 nåede prisen over 14 kroner som følge af den anden oliekrise i 1978.  

Den hårde danske vinter er blandt andet grunden til stigningen, men også falske rygter om Irans boykot af levering af olie til flere vestlige lande har påvirket prisen. Desuden har det begyndende opsving i USA presset priserne for benzin i vejret. En liter diesel stiger til 12,12 kroner, hvilket er en tangering af prisrekorden fra januar i år.

Priserne er en vejledende listepris for de store multinationale selskaber. Det vil altså stadig være muligt at finde billigere benzin ved et af lavprisselskaberne. Priserne vil ikke opleve store udsving den nærmeste tid, forudser Peter Rasmussen, olieanalytiker ved Statoil.

Foto: DIGE JENS

Offentliggjort Sidst opdateret