Beredskab er nu overgået til normal drift efter brand i Børsen
Om morgenen tirsdag 16. april blev der meldt om brand i den historiske bygning i København, der var under renovering. Billeder fra dagen viser, hvordan flammerne hærgede Børsen. Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Siden tirsdag i sidste uge har Hovedstadens Beredskab haft fokus på at kunne have mange styrker ved Børsen.
Siden flammerne sidste tirsdag hærgede Børsen i København, har Hovedstadens Beredskab arbejdet på højtryk.
Flammerne er blevet til gløder, der blusser op i ny og næ, og torsdag morgen er beredskabet igen overgået til normal drift.
Det oplyser operationschef i beredskabet Michael Møller til Ritzau.
- Børsen er ikke en stor belastning for os mere. Det er vores erfaring fra det sidste døgn, siger han.
Beredskabet har været ved brandstedet tre gange for at slukke små gløder det seneste døgn. Men ellers har skadeservice-firmaet Polygon overtaget arbejdet.
- Når skadeservice synes, det er mere end, hvad de har mandskab eller materiel til, så ringer de, og så triller vi ned, siger han.
Børsbygningen på Slotholmsgade 1 i Indre By i København bliver nu fra beredskabets side behandlet som alle andre adresser i hovedstaden.
Siden branden i Børsen brød ud tirsdag 16. april, har beredskabets andre normale aktiviteter såsom øvelser for mandskabet været sat på pause.
De er nu genoptaget.
Michael Møller kan på nuværende tidspunkt ikke sige noget om, hvornår branden endeligt er slukket i Børsen.
Men han understreger, at beredskabet ikke "læner sig tilbage", men blot er overgået til normal drift.
Beredskabet trak første gang deres styrker hjem fra brandstedet mandag aften. Der gik dog ikke længe, før at de var tilbage igen med fuld mandskab.
Det var blandt andet på grund af, at der var blussende gløder i en træbjælke, der hænger sammen med den raske del af bygningen, som man fortsat kæmper for at bevare.
Tirsdag vurderede beredskabet på ny, at det var forsvarligt at overlevere brandstedet til skadeservice-firmaet.
Skadeservice har selv brandvagter til stede ved bygningen, der løbende sprøjter vand på gløder, der blusser op.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned