Danskerne skal tage det helt roligt, selv om svineinfluenzaen nu har krævet de første ofre på dansk grund. Sundhedsstyrelsens administrerende direktør, Jesper Fisker, ser ingen grund til at ændre på myndighedernes anbefalinger, selv om en mand i 60'erne og en mand i 30'erne nu er døde af influenzaen.
- Vi må desværre sige, at det har været forventeligt, at det ville betyde dødsfald herhjemme. Vi må også forvente flere dødsfald. Men danskerne skal tage det ligeså roligt, som de hele tiden har gjort, siger Jesper Fisker.
Både manden i begyndelsen af 60'erne og manden i 30'erne var i forvejen syge med kronisk sygdom, og de var dermed i risikogruppen, som myndighederne allerede har særlig fokus på.
I sidste weekend var vagtlægernes telefoner nærmest rødglødende med nervøse danskere. Cirka 100.000 er i øjeblikket syge. De fleste er børn.
For ikke at vælte vagtlægerne i endnu en weekend opfordrer Jesper Fisker nervøse forældre til at tage det roligt.
- Man skal blive hjemme og kun kontakte lægen, hvis man stadig har høj feber, der ikke aftager, efter flere dages sygdom, siger styrelsens direktør.
Han vil ikke gætte på, hvor mange danskere, der kan risikere at miste livet på grund af influenzaen.
- Det kan jeg ikke sige noget fornuftigt om. Vi kan kigge lidt på Norge, som har været hårdest ramt, og som er nogle uger længere henne i influenzaepidemien. De har relativt set været hårdest ramt og har haft i begyndelsen af 20'erne antal dødsfald. Men vi kan ikke sige noget om, hvor mange dødsfald vi vil opleve, siger Jesper Fisker.
En dansker er tidligere død i Norge som følge af influenzaen.
/ritzau/
Seneste artikler
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
"Alternativet var, at historien var blevet ufortalt og stadig havde befundet sig i mørket"
Christian fortsatte med at slå stikkeren, der lå forsvarsløs på jorden, mens kvinden slog ham på ryggen...
Skud, håndgranater og rockerkrig: Lokal Bandidos-boss fortæller nu den blodige historie
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker