Beredskab: Nora var langt mildere end Malik

Stormen Nora gav kun i mindre grad beredskaberne sved på panden, fordi vandet holdt sig i ro.

Offentliggjort Sidst opdateret

Stormen Nora, der fejede hen over landet fredag og lørdag, har ikke givet beredskaberne specielt meget sved på panden.

Det fortæller Bjarne Nigaard, der er sekretariatschef hos Danske Beredskaber.

- Vi har ikke lavet en egentlig sammentælling, men det er meget begrænset, hvad der har været. Det har mest været i Sønderjylland og på Sydfyn, Lolland-Falster og Bornholm, fortæller han.

En knækket møllevinge i Eskilstrup på Falster og en væltet gavl i Nexø på Bornholm er nogle af de største skader, der er registreret.

Men ellers har det mest været væltede træer, som beredskaberne har været ude for at fjerne.

- Den store forskel har været, at vi stort set har været forskånet for vand i samme mængder og udbredelse, som det var tilfældet med Malik, siger han.

- Hvis først du har vand på skel, er du nødt til at tage stilling til, hvordan det kan udvikle sig yderligere. Så skal der dækkes af og sættes pumper op. Derfor er det et større setup, der så skal i gang, siger Bjarne Nigaard.

Ud over at Nora ikke havde samme kraft som Malik, der forårsagede mange skader for tre uger siden, er der ifølge sekretariatschefen også andre forklaringer på, at det ikke gik så galt denne gang.

Blandt andet, at mange rådne eller faldefærdige træer allerede lagde sig ned i forbindelse med Malik.

- Og så tror jeg også, at mange i kraft af den oplevelse, de havde for tre uger siden, har husket at spænde trampolinen og andre løse genstande fast denne gang, siger Bjarne Nigaard.