Den tyrkiske spillefilm "Honning", instrueret af Semih Kaplanoglu, blev belønnet med Guldbjørnen på festivalen i Berlin.
Før prisuddelingen i Berlinale Palast var der ingen klare favoritter til prisen for den bedste film blandt de 20, som deltog i filmfestivalens hovedkonkurrence. Men "Honning" var nævnt blandt en håndfuld seriøse kandidater til Guldbjørnen.
Den tyrkiske film er sidste del af en trilogi, instrueret af Semih Kaplanoglu, som alle foregår i regionen Anatolien.
"Honning" er historien om drengen Yusuf, der på mange måder har det svært i livet, ikke mindst i skolen. Men han liver op, når han får lov at følges med sin far på dennes arbejde som biavler i skoven. En dag indtræffer en pludselig hændelse, som åbner Yusufs øjne for, at naturen måske også rummer brutale og mystiske fænomener.
Roman Polanskis arbejde på den politiske thriller "The Ghost Writer" indbragte den 76-årige filmlegende en sølvbjørn som bedste instruktør. Men Polanski kunne ikke selv modtage statuetten, da han fortsat er i husarrest på grund af anklagerne for seksuelt samkvem med en 13-årig pige i USA i 1977.
Ellers blev prisuddelingen især en triumf for de østeuropæiske lande. Juryen gik således uden om de to danske film i hovedkonkurrencen, "Submarino" og "En familie".
Grigorij Dobrygin og Sergej Puskepalis delte prisen for bedste mandlige hovedrolle i den russiske film "Hvordan jeg kom gennem sommeren".
Den rumænske "Hvis jeg vil fløjte, så fløjter jeg" blev hædret med juryens store pris, og desuden måtte instruktøren, Florin Serban, på scenen for at modtage prisen for bedste debutfilm.
/ritzau/
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker