Bertel: Vi har ikke noget nemt fedme-fix

Der er ganske enkelt ikke nogen nem løsning på fedmeepidemien i Danmark, som er voksende i omfang. Også under VKO's regeringsperiode siden 2001.

- Der findes ikke en medicin eller et eller andet fikst, som man kunne bruge til at bekæmpe fedme blandt børn og voksne, siger Bertel Haarder (V).

En af landets førende fedmeeksperter, professor Thorkild I.A. Sørensen fra Københavns Universitet, kritiserer ellers regeringen for ikke at have gjort nok under sin regeringsperiode for at bekæmpe fedmeproblemerne i Danmark.

- Jeg må indrømme, at på mange måder har det været en utilstrækkelig indsats, siger Thorkild I.A. Sørensen.

Samtidig er han dog enig med ministeren i, at der ikke findes nogen umiddelbar løsning på fedmeproblemet i Danmark.

- Den almindelige opfattelse er, at det skyldes den levevis, vi har, men meget tyder på, at det langt fra er en tilstrækkelig forklaring på problemet. Der et eller andet andet på færde, som vi jagter rent forskningsmæssigt, siger Thorkild I.A. Sørensen.

Han nævner som eksempel, at overspisning tyder på mere at være en konsekvens af fedme snarere end årsagen til det.

Derfor finder landets sundhedsminister det også fortvivlende, at man ikke umiddelbart har en god løsning på problemet, der er fordoblet i omfang på tyve år og nu tæller 600.000 personer over 15 år.

- Der har været ført den ene kampagne efter den anden, og nu har vi også lagt afgift på fedt med stort besvær, men vi har ikke fundet de vise sten, og vejen frem er, at vi sigter på, at børnene ikke overtager deres forældres dårlige vaner, siger Bertel Haarder.

/ritzau/

Indenrigs- og sundhedsminister Bertel Haarder (V) mener ikke, at der findes nogen nem løsning på fedmeepidemi

Offentliggjort Sidst opdateret