Beskæftigelsen faldt under den tidligere regering
Beskæftigelsesministeriet vurderer, at antallet af fuldtidsbeskæftigede i det private er faldet de forrige år.
Efter fire års økonomisk vækst under SRSF/SR-regeringen kan resultatet nu gøres op: 2500 færre danskere med fuldtidsbeskæftigelse i den private sektor.
Det viser i hvert fald en ny opgørelse fra beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen (V). Det skriver Dagbladet Information.
- Det er virkelig problematisk for det danske arbejdsmarked og illustrerer, at de udfordringer, vi står overfor i forbindelse med de kommende jobreformer, er udfordringer, vi skal tage meget alvorligt, siger Jørn Neergaard Larsen.
- Tallene viser, at når det overhovedet er gået så godt med den danske økonomi, så skyldes det, at det har været muligt for danske virksomheder at have et stort indtag af udenlandske medarbejdere, siger han blandt andet til Information.
Ifølge beskæftigelsesministeren skal de kommende jobreformer derfor skabe mere "dynamik" fra de lediges side til at søge et arbejde.
Opgørelsen viser nemlig, at nok er den samlede beskæftigelse i den private sektor fra 2011 og til 2014 steget med 23.400 såkaldte fuldtidspersoner.
Men tallet dækker ifølge Beskæftigelsesministeriet over, at mens antallet af danskere er faldet med 2500, så er antallet af udlændinge steget med 25.900.
Og det overrasker arbejdsmarkedseksperter og økonomer.
Mens LO dog kalder opgørelsen for "politisk drilleri", henviser Radikale Venstre til, at det afgørende er, at der kom gang i den økonomiske vækst, og at arbejdsløsheden faldt under den tidligere regering.
- Det er ærgerligt, at vi ikke har fået endnu flere danskere i arbejde.
- Men det ville være endnu mere ærgerligt, hvis de job ikke blev besat med nogen, for så ville virksomhederne flytte til udlandet. Så det er ikke et enten eller. Det er et både og, siger arbejdsmarkedsordfører, Sofie Carsten Nielsen.
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker