Beskyldes for løftebrud om sprøjtegift

Miljøminister Ida Auken (SF) tøver med at forbyde sprøjtemidlet Bentazon. Før valget lovede en samlet opposition ellers, at Bentazon skulle forbydes. Enhedslisten er dog ikke meget for at beskylde regeringen for løftebrud - så i Bentazon-sagen nøjes partiets miljøordfører Per Clausen med at sige:

- Det som miljøministeren siger nu efter valget er det modsatte af det, hun sagde inden valget, og det ser ikke ud til, at hun er villig til at overholde sit løfte fra før valget.

Efter at TV Avisen i to omgange havde dokumenteret, at det giftige sprøjtemiddel Bentazon en række steder i landet findes i drikkevandet over grænseværdien, kom de fire oppositionspartier få dage før folketingsvalget med et meget bastant løfte.
- Man kan være sikker på, at alle fire røde oppositionspartier mener, at Bentazon skal forbydes, sagde socialdemokratiets daværende miljøordfører Mette Gjerskov i TV Avisen. Og daværende miljøordfører for SF, Ida Auken, skrev inden valget i en pressemeddelelse:
- Et nyt rødt flertal vil sikre at pesticider, der kan gå i drikkevandet, ikke vil blive godkendt.

Daværende miljøminister Karen Ellemann (V) ville ikke love et forbud.
- Vi skal først have undersøgt om de fund, TV Avisen nu kommer med, skyldes fortidens overforbrug eller nutidens forbrug, sagde Karen Ellemann.

Nu er Ida Auken blevet minister, og nu har piben fået en anden lyd.
- Hvis nutidens forbrug risikerer at ende i grundvandet, så tøver jeg ikke med et forbud, siger miljøminister Ida Auken til DR.
- Så du skal altså først undersøge, om det er fortidens overforbrug eller nutidens forbrug der er i vandet?
- Ja, sådan kan du godt sige det, svarer Ida Auken

Bentazon har været brugt siden midten af 70'erne til ukrudtsbekæmpelse. Sprøjtemidlet påvirker lever, nyrer og sædcelledannelsen, og de seneste tal viser, at landbruget i 2010 brugte 40.000 kilo koncentreret Bentazon.

/ritzau/

Foto: Polfoto (arkiv)

Miljøministeren tøver med at forbyde sprøjtemidlet Bentazon. Før valget lovede en samlet opposition ellers, at Bentazon skulle forbydes.

Offentliggjort Sidst opdateret