Besøgende kan opleve Gestapo-afhøring på nyt museum

Der blev begået sabotage i mod tyskerne i Aarhus. Her viser kommandoposten, der blev sprængt ved en sabotageaktion 17. november 1943 kl 18.30 mod Aarhus Oliemølle. Foto: Ukendt/Ritzau Scanpix

Besættelsesmuseet med ny udstilling om Aarhus under besættelsen. Den interaktive udstilling indvies onsdag.

Offentliggjort Sidst opdateret

I Gestapos gamle hovedkvarter i Aarhus kan man gå i torturbødler, nazister og modstandsfolks fodspor fra anden verdenskrig.

Det kan lade sig gøre, fordi Den Gamle By overtog Besættelsesmuseet i 2011, og allerede i 2017 havde et ønske om at give formidlingen på museet et løft.

Efter to års renovation er museet klar til at åbne i de historiske lokaler.

Netop lokationen er ifølge museumsinspektør og daglig leder Søren Tange Rasmussen det mest unikke ved museet.

- Det første gæsterne bliver udsat for i historien, er en afhøring. På vej derned skal de gennem den gamle cellegang, hvor vi ved, der faktisk har foregået hårdhændet tortur af modstandsfolk.

Fra torsdag kan man i følgeskab med en fiktiv person komme gennem historien om Gestapo og Aarhus under besættelsen. Hver museumsgæst får tildelt et legitimationskort af deres tilfældige person.

Personen kan for eksempel være nazist, modstandskvinde eller aarhusiansk gymnasieelev.

I de forskellige rum på museet kan ens person fortælle historier fra eget liv. Vedkommende vil også præsentere et personligt moralsk dilemma, som de besøgende skal hjælpe med at tage stilling til.

- Det inddrager gæsterne og giver en meget personlig indgangsvinkel, at de følger en person gennem historien, siger Søren Tange Rasmussen.

Det nye besættelsesmuseum i Aarhus indvies onsdag 26. august.

I det nyrenoverede museum er lyd og video gennemgående elementer. I kombination med en mere traditionel museumsoplevelse, skaber Besættelsesmuseet på den måde en alsidig oplevelse, mener Søren Tange Rasmussen.

- Så er der både noget for de almindelige museumsgæster og de mere nørdede, der gerne vil dykke helt ned.

På museet kan man også opleve en lejlighed indrettet som under besættelsen, en udstilling med medaljer, uniformer og torturredskaber samt høre historier om de aarhusianere der blev modstandsfolk eller gik i tysk tjeneste.

Der blev fundet finansiering hos Aarhus Kommune og NordeaFonden til udstillingen og renovering af lokalerne.

Besættelsesmuseet er en afdeling under Den Gamle By, men har til huse sammen med Kvindemuseet i den gamle politistation, som ligger ved siden af Aarhus domkirke nær Mejlgade.