Besparelser kan tvinge små teatre i knæ

Landets egnsteatre og små storbyteatre vurderer i en undersøgelse, at det kan få alvorlige konsekvenser, hvis regeringen fastholder de forslag til besparelser, der fremgår af udkastet til næste års finanslov.

- Hvis teatrenes skepsis bliver til virkelighed, vil der være teatre, som af økonomiske grunde ikke ser sig i stand til at overholde lovens forpligtelser. Eksempelvis, når det drejer sig om antallet af forestillinger og om børneteater.

Det siger Katja Holm, formand for Dansk Skuespillerforbund, der har gennemført undersøgelsen i samarbejde med Foreningen af Små Teatre (Fast) og hovedorganisationen FTF.

Formanden medgiver, at kulturpolitikere fra begge sider i Folketinget har udtrykt vilje til at løse problemerne.

- Det gælder også for kulturministeren. Men indtil besparelserne er taget af bordet, må vi forholde os til det aktuelle udspil og håbe, at den ny undersøgelse gør indtryk på politikerne, siger formanden til Ritzau.

Skuespillernes formand hæfter sig ved, at 83 pct. af de teatre, som undersøgelsen omfatter, regner med mindre udvikling på teatrene, hvis det ikke lykkes at besparelserne fjernes fra den endelige finanslov.

- De store aktører i dansk teater, film og tv-drama ville intet være uden det udviklingsarbejde, de små teatre udfører, understreger Katja Holm.

/ritzau/

Egnsteatre og små storbyteatre frygter for konsekvenserne, hvis planlagte besparelser føres ud i livet. Fortsættelse følger, når finansloven falder på plads.

Offentliggjort Sidst opdateret