Biblioteker åbner med afstandstape og begrænset bogkiggeri
Retningslinjerne for genåbningen af bibliotekerne er blevet offentliggjort. (Arkivfoto.) Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Genåbningens fase 2 er i fuld gang, og i midten af maj åbner bibliotekerne - med en hel del begrænsninger.
Når bibliotekerne genåbner 18. maj, bliver det en markant anderledes oplevelse end før coronavirussets indtog.
Det fremgår af retningslinjerne for genåbningen, som onsdag aften er lagt på Kulturministeriets hjemmeside.
Målet er, at bibliotekerne med afstandstape, ruminddelinger og "andre adfærdsregulerende indretninger" mindsker kontakten mellem ansatte og brugere af biblioteket.
Og hvis man var vant til at gå i flere timer og ose mellem reolerne, er det heller ikke planen.
- Lånere kan tage kortvarigt stående ophold for at udvælge biblioteksmaterialer til hjemlån, står der i retningslinjerne.
En række tiltag skal således sikre effektive udlån og et "skærpet fokus på hygiejne".
Ved biblioteksindgangen er det planen, at folk bliver mødt af et skilt med en opfordring om at bruge håndsprit. Den skal være tilgængelig ved udlånsarealerne.
Derudover "bør det undgås", at biblioteksudstyr som printere og computere benyttes, og der må maksimalt være én biblioteksbruger per fire kvadratmeter gulvplads.
Den ubemandede åbningstid bliver ikke en del af genåbningen, der kommer ikke til at være nogen publikumsarrangementer, og kontaktpunkter som dørhåndtag skal tydeligt markeres.
Det er nemlig en forudsætning for genåbningen, at "ansatte og besøgende kan føle sig trygge".
I sidste ende ligger ansvaret hos bibliotekernes ledelse, fastslår ministeriet.
Åbningen af bibliotekerne er en del af genåbningens fase 2. Den rulles ud i løbet af maj.
Ligeledes 18. maj åbner restauranter, caféer, efterskoler og folkekirken, og eleverne i 6. til 10. klasse får lov at komme i skole igen - alt sammen med særskilte retningslinjer.
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde