Biblioteker på ny kurs efter lukningsbølge

Efter en sand lukningsbølge er rullet over de danske biblioteker de seneste år, er det nu på høje tid at få sat en kurs for bibliotekernes rolle fremover. Det mener kommunernes børne- og kulturchefer.

Børne- og Kulturchefforeningen (BKF) fremlægger fredag et omfattende oplæg om bibliotekernes fremtid. De anbefaler blandt andet, at bibliotekerne får et kvalitetstjek. Samtidig ønsker foreningen en national strategi for en fælles indsats mellem de 98 kommunale biblioteksvæsener, Kommunernes Landsforening og Kulturministeriet.

- Biblioteket er Danmarks allerstørste kulturinstitution og den, der batter mest på en række kommunale budgetter. Samtidig står vi midt i en globaliseringstid, hvor biblioteket ikke mindst i forhold til børn, unge, indvandrere og andre svage grupper kan spille en meget vigtig rolle for både kultur og uddannelse, siger formanden for BKF, Per B. Christensen fra Næstved.

Efter de senere års biblioteksmassakre, som kommunalreformen satte ekstra fart i, har kulturministeren nedsat et udvalg, der efter jul ventes at komme med et udspil til bibliotekernes fremtid. Debatoplægget fra BKF er derfor også et indspark til det arbejde.

- Bibliotekerne har været blandt de hårdest ramte områder efter strukturreformen og er dermed nok ovre den værste tid. Men der kan fortsat ventes stramme økonomiske tøjler kombineret med store udfordringer, hvor folkebiblioteket kan spille en central rolle, siger Per B. Christensen.

Siden 1988 er der lukket over 550 biblioteker eller filialer enten som følge af kommunale besparelser eller strukturreformen.

/ritzau/

Mange hundrede biblioteker er lukket over få årtier. Nu er tiden inde til at lave en strategi for, hvor bibliotekerne skal hen, mener de kommunale kulturchefer.

Offentliggjort Sidst opdateret