Bidende kolde nætter i vente: Ned til minus 12 grader
De kommende nætter kan temperaturen falde til under minus ti graders frost, oplyser DMI. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Der venter en kold weekend med temperaturer langt under frysepunkter i nattetimerne, oplyser DMI.
Det er med at få skruet godt op for radiatoren eller få lagt et ekstra stykke brænde i pejsen de kommende nætter, hvor temperaturen ser ud til at kunne nå helt ned på minus 12 grader.
Det oplyser vagthavende meteorolog ved DMI Anja Brodholdt fredag morgen.
Hun fortæller, at det kolde vejr fra ugen fortsætter ind i weekenden, der begynder ganske koldt fredag.
- Her til morgen er der ret skyet over hele Danmark og mellem en og fire graders frost. I løbet af dagen kan temperaturen stige til omkring frysepunktet, i takt med at solen også bryder lidt frem, siger Anja Brodholdt, der forventer "lidt sol til de fleste" i løbet af dagen.
Natten til lørdag forventes vejret at klare yderligere op. Samtidig lægger vinden fra dagtimerne sig, og temperaturen falder til mellem tre og otte graders frost.
- Lokalt kan temperaturen komme ned på 10-12 graders frost. Ifølge prognosen er det mest sandsynligt i Nordsjælland og Midtjylland, så det bliver en kold nat, siger Anja Brodholdt.
Hun oplyser, at det kolde vejr hænger ved lørdag.
- Det tegner til at blive en rigtig fin vinterdag, hvor det bliver koldt med en del sol og meget lidt vind i det meste af landet, siger hun.
Ifølge meteorologen ser der ikke ud til at komme sne hverken fredag eller lørdag, men de kolde temperaturer betyder til gengæld, at den sne, der måtte være tilbage fra ugens løb, bliver liggende lidt endnu.
Lørdag nat bliver igen bidende kold med temperaturer mellem to og syv graders frost. Lokalt på Sjælland kan det blive minus ti grader.
Det ændrer sig i løbet af søndag, hvor en varmefront trækker ind fra vest.
Anja Brodholdt forventer, at den østlige del af landet vil kunne få lidt sol, mens det mod vest bliver mest skyet.
I Vestjylland er der også en lille mulighed for, at der kan falde lidt slud.
- Men det bliver nok i de alleryderste klitrækker, siger Anja Brodholdt.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned