Bier fik lykønskninger af Mick Jagger

Det er en noget klatøjet men enormt glad Susanne Bier, der morgenen efter Oscar-uddelingen og nattens sejrsfest møder den danske presse på hendes hotel i Beverly Hills i Los Angeles. Her viser hun stolt den gyldne statuette frem.

En statuette, der har sørget for, at Susanne Bier netop har haft en af de mest vanvittige døgn i hendes karriere.

Det hele startede, da hendes navn blev råbt op i den store sal i Kodak Theatre. Susanne Bier vandt i kategorien "Bedste Udenlandske Ikke-engelsksprogede Film" med filmen "Hævnen".

Det var Dame Helen Mirren og komikeren Russell Brand, der læste hendes navn op.

- Jeg tænkte bare okay, nu skal jeg gå op af trappen, nu skal jeg ikke falde i kjolen, jeg skal huske at takke dem, der overrækker mig prisen.

- Min datter har stadig ikke tilgivet mig at jeg glemte at kysse Robert Pattinson til Golden Globe. Det handlede meget om at navigere i kaosset, fortæller Susanne Bier.

Talen har hun glemt alt om - hun kan ikke huske et ord af, hvad hun sagde. Men følelsen af at stå på scenen glemmer hun ikke.

- Jeg vil kunne huske at stå og kigge ud over salen, det er en kæmpe stor udsigt af mennesker i flere etager, og så står man med denne her i hånden, siger hun og løfter den fire kilo tunge Oscar.

Det første hun gjorde, da hun kom ud bag ved scenen var at ringe til sin familie.

- De var enormt glade og stolte og enormt rørte. Min far sagde tillykke, og at nu havde min mor tudet i en halv time, fordi hun var så glad. Der blev jeg også selv ret rørt. Jeg var lige ved at tude, men så tænkte jeg på min øjenmakeup, smiler hun.

Men Biers forældre var ikke de eneste, der ønskede danskeren tillykke.

- Da vi kom hjem på hotellet mødte vi Mick Jagger i elevatoren, og han sagde "Fedt, der var virkelig hård konkurrence i den kategori". Det er ret vildt at blive genkendt af Mick Jagger, siger hun.

Til gengæld har der endnu ikke været tid til at snakke med skuespillerne i filmen, der ikke var med i Hollywood.

- Der ligger 100 mails og sms'er på min telefon, og jeg har slet ikke haft lejlighed til at tale med nogen. Det var rimelig kaotisk hele aftenen, og jeg skulle jo også prøve at få lidt søvn, siger hun.

Hvad Oscar-statuetten kommer betyde for fremtidens ambitioner, er hun ikke i tvivl om.

- Nu bliver de virkelig høje, for de har været ret lave før, griner hun.

/ritzau/

Susanne Biers Oscar-aften var kaotisk, rørende og en oplevelse, hun ikke glemmer lige foreløbig.

Offentliggjort Sidst opdateret