Bier jubler over sin Oscar-mulighed

Filminstruktøren Susanne Bier jubler over, at hendes film "Hævnen" er blevet valgt som Danmarks kandidat til en eventuel Oscar-nominering inden for kategorien af ikke-engelsksprogede spillefilm.

- Det er jeg meget, meget glad for, men på nuværende tidspunkt er det umuligt at sige, hvor store chancer vi har for at få filmen nomineret, siger Susanne Bier til Ritzau.

Hun sætter stor lid til den indsats, som hun regner med, at filmens nordamerikanske distributør, Sony Pictures Classics, kan gøre for filmens nominering.

- Det er deres vurdering, at den har en god chance. Samtidig understreger de, at det også i høj grad afhænger af, hvilke film der melder sig fra andre lande. Men det handler om at få de rigtige branchefolk ind at se filmen og i det hele taget om at trykke på de rigtige knapper i systemet, forklarer Susanne Bier.

Den særlige komité med repræsentanter for den hjemlige filmbranche traf det endelige valg mellem tre af de seneste måneders premierer. "Hævnen" konkurrerede med fængselsdramaet "R" og med Thomas Vinterbergs "Submarino".

Bier er ikke noget nyt navn i denne sammenhæng. I 2007 var hendes film "Efter brylluppet" nomineret til en Oscar.

/ritzau/

Susanne Bier er en stolt kvinde, efter at hendes film "Hævnen" er udvalgt som det danske bidrag til en Oscar i kategorien bedste ikke-engelsksprogede film.

Offentliggjort Sidst opdateret