Danske bilister er nogle grise, når det handler om at smide affald ud af bilen. Ifølge en ny undersøgelse fra organisationen Hold Danmark Rent erkender 59 procent af bilisterne, at de har smidt affald ud af bilen, mens de kører eller holder parkeret på en rasteplads.
De værste er de "professionelle bilister" som sælgere, der årligt kører over 30.000 kilometer. Knapt hver tiende indrømmer, at de altid eller tit smider affald ud af bilen. Det er mere end det dobbelte af gennemsnittet blandt bilister.
- Vi havde måske troet, at de, som kører på vejene hver dag og ser det svineri, der ligger rundt omkring, ville tænke mere over, hvad de gør. Men vi håber at ramme især den målgruppe med den kampagne, vi lancerer til sommer, siger direktør i Hold Danmark Rent, Anne Holm Hansen i en kommentar til undersøgelsen.
Miljøminister Karen Ellemann (V) minder om, at samfundet årligt bruger en halv milliard kroner på at rydde op. Derfor har regeringen også hævet bøderne for at smide affald på gaden og i naturen.
Selvom det er alle former for affald, der vælter ud af bilerne, er det allermest almindelige cigaretskod. Stort set alle rygende bilister har smidt skod ud af vinduet på et tidspunkt, og næsten halvdelen siger, at de gør det regelmæssigt. Især blandt de unge er det mere reglen end undtagelsen. Og det er skidt for naturen, som er over fem år om at nedbryde et cigaretskod.
Mange af deltagerne i undersøgelsen efterlyser bedre muligheder for at komme af med affaldet og skoddene, så det ikke ligger og sviner og lugter i bilen.
/ritzau/
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde