Billetsalget fint fra start på Det Kgl.

Større forsalg og flere abonnenter.

Det glæder de sig over på Det Kongelige Teater, hvor det offentlige forslag til den kommende sæson åbnede mandag. Da havde nationalscenens abonnenter haft mulighed for at gøre deres bestillinger. Desuden gør teatrets kommunikationschef, Eva Hein, opmærksom på, at det siden maj har været muligt at købe billetter til de første forestillinger i sæsonen i løssalg.

- Det var tredje år, at vi forsøgte os med et såkaldt presale, som i forhold til 2008 steg fra 17.400 til knap 23.000 billetter, tilføjer hun.

Da nationalscenen gjorde status mandag aften, lød det samlede forsalg, inkl. løssalget fra samme dag, på knap 35.000 billetter. En fremgang på 2000 i forhold til sidste år.

- Vi glæder os over den største fremgang i nytegnede abonnementer siden 2000. Det skyldes uden tvivl en ny måde at kombinere forestillinger og genrer på, som er meget attraktiv, fortæller Eva Hein.

Da det offentlige forsalg startede mandag, var der 600.000 billetter til rådighed, fordelt på godt 700 forestillinger.

I 2008 solgte Det Kongelige Teater i alt godt 550.000 billetter, fordelt på opera, skuespil, ballet og koncerter. Suveræn topscorer blev opera med 251.000 billetter.

Også andre steder i teaterlivet giver forsalget forhåbninger om en god sæson.

Således foretog Københavns Teater en opgørelse den 21. august, som viste, at der var solgt 90.000 billetter i forsalg, en stigning på syv pct. i forhold til sidste år. I 2008 kunne de teatre, der hører under organisationen, glæde sig over en samlet stigning i besøget på 39 pct.

Københavns Teater omfatter Betty Nansen, Folketeatret, Nørrebro Teater, det nyetablerede Republique og Gasværket.

/ritzau/

Det Kongelige Teater får flere abonnenter, og det samlede løssalg rundede 35.000 i mandags. Også andre københavnske teatre glæder sig over fint forsalg.

Offentliggjort Sidst opdateret