Billigere ældremad spiser af kommunekassen

De ældre går stort set fri for besparelser, selvom flere kommuner har millionstore udgifter til at betale for regeringens prisloft over ældremaden på plejehjemmene. Sådan lyder meldingen til Ritzau fra over halvdelen af de 14 kommuner, som alle har været tvunget til at sænke månedsprisen på ældremad fra mellem 3500 og 5000 kroner til loftet på 3000 kroner.

- Det kommer til at koste os 7,1 millioner kroner næste år, men vi vil ikke have, at det skal forringe servicen for ældre på andre områder. Derfor har vi taget pengene fra kassebeholdningen, siger Kirsten Kierkegaard (K), socialudvalgsformand i Gentofte Kommune. I Gentofte kostede maden til de ældre 3990 kroner om måneden før lovindgrebet.

Med prisloftet fulgte en kompensation til kommunerne, men da den bliver uddelt sammen med de generelle tilskud til kommunerne, betyder det en stor ekstraregning for de kommuner, der laver den dyreste mad til plejehjemsbeboerne.

I Haderslev, Tønder og Skanderborg har politikerne ligesom i Gentofte taget pengene fra kommunekassen.

Men den løsning er uholdbar, mener Jens Blom-Hansen, der er professor i statskundskab ved Aarhus Universitet.

- Egentlig siger de, at de udskyder beslutningen, når de tager pengene fra kassebeholdningen. For det er en engangsløsning, da de færreste kommunekasser kan holde til, at man griber ned i dem hvert år. Men så kan de udskyde det et års tid, siger han.

Sundhedsudvalgsformanden i Tønder, Ole Østvig Nissen (V), giver professoren helt ret.

- Vi ved godt, at det er en kortsigtet løsning, men vi er måske lidt naive og håber på, at vi kan få lov til at hæve skatten, hvis vi skal beholde vores nuværende service. Men jeg ved også godt, at det ligger tungt med mit parti på det område, siger han.

I 2010 hiver Tønder 3,1 million kroner op af kommunekassen.

/ritzau/

Flere kommuner finder pengene til at finansiere prisloftet over ældremad fra andre steder end på ældreområdet. Men de udskyder blot besparelserne, siger forsker

Offentliggjort Sidst opdateret