Resterne af Borgerligt Centrum truer Simon Emil Ammitzbøll med fogeden. Men den tidligere partileder afviser at have taget pengekassen med til Liberal Alliance.
Den tidligere frontfigur i Borgerligt Centrum, Simon Emil Ammitzbøll, har ikke stjålet partikassen, da han gik over til Liberal Alliance. Det siger han selv, efter han bliver truet med politi og foged for at have løbet med pengekassen. De to tilbageværende medlemmer af BC's ledelse mener, at partiet aldrig formelt er nedlagt, da det ifølge vedtægterne vil kræve "2/3 flertal på to på hinanden efterfølgende landsmøder".
- Der har ikke været holdt et eneste møde, hvor nedlæggelse af partiet var på dagsordenen. Vores advokat kalder sagen klar. Han skriver nu til dem, at hvis de ikke giver alle penge, værdier og medlemsliste tilbage, så pudser vi fogeden på dem. Senere kan de også blive meldt til politiet, siger Jeppe Søe til B.T.
Simon Emil Ammitzbøll siger nu, at afviklingen af partiet foregår helt efter vedtægterne og i god ro og orden.
- Partiet er under afvikling, og vi er meget opmærksomme på, at alle regler bliver overholdt. At nogle er så ærgerlige over forløbet, at de finder det nødvendigt at komme med uberettigede beskyldninger i pressen om snyd og fusk, synes jeg, er kedeligt, siger han i en kommentar til sagen.
Han understreger, at BC ikke har nogen formue, men et mindre beløb stående på en konto til at betale eventuelle regninger, som ikke er kommet ind endnu. Der er ikke givet nogen penge til Liberal Alliance.
Ammitzbøll, der nu er blevet politisk ordfører i Liberal Alliance, afviser beskyldningerne om, at afviklingen af Borgerligt Centrum ikke følger vedtægterne.
- Der er indkaldt og vil blive afholdt de møder, der skal. At to tidligere medlemmer af styrelsen mener sig uretfærdigt behandlet, ændrer intet på det faktum, og deres påstande kan ikke bakkes op af fakta, siger Simon Emil Ammitzbøll.
/ritzau/
Seneste artikler
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie