Bjærgning af tabte Mærsk-containere på havbund begynder fredag

Mellem Tranum og Slette Strand på Jyllands vestkyst strandede flere containere efter at være faldet af et Mærsk-skib under stormen Pia i december 2023. (Arkivfoto). Foto: Unknown/Ritzau Scanpix

20 af 46 tabte Mærsk-containere i havet er stadig ikke fundet. Fredag begynder bjærgning på 40 meters dybde.

Offentliggjort Sidst opdateret

Mærsk begynder fredag bjærgningen af de containere, som et Mærsk-skib i december sidste år tabte i Jammerbugten under stormen Pia.

Det oplyser rederiet i en pressemeddelelse sendt til Ritzau.

- Vi bevæger os nu ind i en periode med gunstige vejrforhold, og det er derfor et godt tidspunkt at begynde bjærgningen af de tabte containere, siger Kristian Brauner, flådeoperationschef i Mærsk, i meddelelsen.

- Bjærgningsfartøjet vil genbesøge de steder på havbunden, hvor vi tidligere i år spottede containere, og hvis vi skulle finde flere, vil vi også bjærge dem

Søgningen efter containere på bunden af havet blev stoppet i slutningen af marts. Her lød status, at af de 46 tabte containere blev 5 fundet på land, 21 blev fundet på havbunden, mens 20 ikke blev fundet.

De 21 containere på havbunden, der er ødelagte og i brudstykker, skal bjærges med en særlig klo.

Det er offshore-skibet "Northern Victoria" med en kran på 20 tons, der er blevet hyret til opgaven af Mærsk.

Under eftersøgningen af containerne blev der bjærget, hvad der svarer til fire containere. Eftersøgningen dækkede et område på næsten 1000 kvadratkilometer.

De fleste containere blev fundet på cirka 40 meters dybde, lyder det videre fra Mærsk.

- Vi er fuldt bevidste om, at havbunden også er et stykke vild natur, og vi vil derfor gennemføre bjærgningen så nænsomt som muligt, siger Kristian Brauner.

Det var den 22. december sidste år, at fragtskibet "Mayview Maersk" tabte containerne i havet 30 kilometer ud for Hanstholm under stormen Pia.

Mange forskellige varer - herunder køleskabe, kompressorer, medicinsk udstyr og sko - skyllede i dagene efter i land.

/ritzau/