Blottere går efter børn på nettet

Klik her, hvis du vil se noget spændende!

Sådan kan det første møde med en blotter lyde, og blufærdighedskrænkelser som denne steg i 2010 med over 38 procent i forhold til året før, skriver metroXpress.

Og det er langtfra altid voksne, der krænkes. Andelen af blotteri rettet mod børn under 14 år steg samme år med over 47 procent, viser tal fra Danmarks Statistik.

Red Barnet påpeger, at blottere har fået et nyt redskab til at tilfredsstille deres lyster: internettet.

Kuno Sørensen, der er psykolog i Red Barnet, mener dog ikke, at der er nogen forskel på, hvordan den virtuelle og live oplevelse med en blotter påvirker det krænkede barn.

- Det, ofre for blotteri reagerer på, er den utryghed, som det skaber pludselig og helt uforberedt at blive sat i en situation, som man ikke har kontrol over, forklarer han til metroXpress.

Og selv om klichéen om blotteren i den lange trenchcoat, som regel får det til at trække en smule i smilebåndene, er det vigtigt at tage det alvorligt, når børn har oplevet en blotter.

- Børn kan have svært ved at acceptere deres egne reaktioner, hvis omverdenen bagatelliserer deres oplevelser, siger Kuno Sørensen.

- Derfor er det vigtig, at forældrene fortæller barnet, at selv om der ikke skete noget, og blotteren næppe ville gøre barnet ondt, så er det forbudt at gøre det, som barnet har været udsat for.

Han mener derfor altid, den slags oplevelser bør meldes til politiet.

Sidste år var der 174 anmeldelser om børn under 14 år, der var blevet udsat for blotteri.

/ritzau/

Antallet af blufærdighedskrænkelser på internettet steg voldsomt sidste år - især dem, der er rettet mod børn.

Offentliggjort Sidst opdateret