Boligejere kan forberede sig på skybrud i denne uge - igen

Et væltet træ ved en vejbod efter voldsomt vejr med skybrud i Klovborg i Midtjylland i august i år. Foto: Frank Cilius/Ritzau Scanpix

I de kommende dage står den på kraftig regn og lokale skybrud flere steder. I de senere år har der været flere skybrud, viser analyse fra forsikringsbranchen.

Offentliggjort Sidst opdateret

Efter en varm sensommer er der lagt op til et skifte i vejret de kommende dage, hvor der flere steder i landet ventes kraftig regn og lokale skybrud.

Tirsdag udsendte DMI et varsel for de næste 48 timer om kraftig regn og lokale skybrud for Sjælland og Lolland-Falster.

- Nu kommer regnen, lød det i prognosen.

Og det har den gjort hyppigt de senere år. Det viser en analyse fra forsikringsselskabernes brancheorganisation Forsikring & Pension (F & P).

Organisationen har analyseret vejrdata fra DMI, som begyndte at registrere skybrud i Danmark i 2011.

I perioden 2018-2024 blev der registeret 65 procent flere skybrud end i perioden 2011-2017.

Analysen dækker dog over store udsving i begge perioder. Eksempelvis blev der registeret 17 skybrud i 2020 mod 67 i 2023, hvor der blev målt flest.

- Vi har jo længe snakket om, at vejret er mere vildt og voldsomt, siger Pia Holm Steffensen, underdirektør i F & P.

- På baggrund af data fra DMI har vi fået kvantificeret, at der har været flere skybrud i de senere år, end der har været tidligere, siger hun.

Et skybrud defineres i Danmark af DMI som mere end 15 millimeter regn på en halv time.

Tidligere i september blev der målt skybrud i Nordjylland, på Fyn og Vestsjælland, i Nordsjælland og på Lolland og Falster.

Klimaforandringerne vil med tiden give mere voldsomt vejr og hyppigere skybrud.

Men trods flere skybrud er der ikke noget, der tyder på, at klimaet allerede har forandret sig, siger klimatolog Mikael Scharling fra DMI.

- Når man sammenligner to så relativt korte perioder, så spiller tilfældigheder en stor rolle for resultatet. Havde man valgt nogle andre år, så kunne man meget let have fået et helt andet resultat.

Drenge i regnen på den oversvømmede Frederiksgade i Svendborg efter et skybrud i juni 2023. Foto: Tim Kildeborg Jensen/Ritzau Scanpix

- Til sammenligning baserer man en beregning af klimanormalen på 30 års data, siger Mikael Scharling.

For antallet af skybrud kan variere meget fra år til år, og der er derfor meget stor statistisk usikkerhed, slår han fast.

- Vi har haft nogle meget våde år i 2019, 2023 og formentlig også her i 2024. Der kommer vi over 900 millimeter nedbør på årsbasis, så det er voldsomt meget over det normale, som er 759 millimeter.

- Men der er ikke noget, der tyder på, at det er en permanent ændring i vejret i Danmark, siger klimatologen.

Den globale opvarmning vil dog ifølge klimatologen uden tvivl øge antallet af skybrud i Danmark i fremtiden med mellem 40 og 65 procent hen mod slutningen af dette århundrede.

For forsikringsselskaberne handler det om penge. Deres udgifter til vandskader stiger i takt med, at regnen vælter ned og oversvømmer kældre og drypper ned igennem tage.

- Det betyder noget for helt almindelige borgere og virksomheder i det her land, at de oftere bliver ramt af voldsomme skybrud og har flere skader.

Ritzau Grafik. Foto: MAKI/Free

- Det har også betydning for vores branche, for når der er flere skybrud, så er der alt andet lige også flere skader, der skal erstattes, siger Pia Holm Steffensen.

Flere vejrskader de senere år har allerede betydet, at det er blevet dyrere for boligejere at forsikre sig. F & P advarer om et scenarie i fremtiden, hvor der er områder, som ingen selskaber vil forsikre, fordi det er for dyrt.

Brancheorganisationen foreslog tidligere på måneden, at staten bør afsætte 600 millioner kroner om året frem mod 2030 til enten flytning eller nedrivning af boliger, der er særlig udsat for skader efter ekstremt vejr.

Miljøminister Magnus Heunicke (S) oplyste i den forbindelse til Jyllands-Posten, at regeringen ikke har aktuelle planer om at afsætte penge til at flytte eller nedrive udsatte ejendomme.

/ritzau/

Klimaforandringer påvirker fremtidens vejr

* Temperaturen stiger på grund af udledningen af drivhusgasser, der lægger sig som en dyne i atmosfæren og holder på varmen.

* Det kan ændre klimaet i Danmark. Hvordan det kan ændre sig, har DMI regnet på ud fra scenarier for den globale udledning.

* Antal hedebølgedage kan stige fra to om året i snit i perioden 1981-2010 til tre-ni årligt sidst i århundredet - år 2071-2100.

* Stormfloder vil komme 7-40 gange hyppigere, og det, der i dag er 20-års-hændelser, kan ske flere gange om året.

* Der forventes stort set samme mængde sommerregn, men 30-70 procent flere skybrud, og de kraftigste bliver endnu kraftigere.

* Vintrene bliver vådere, da der ventes 19-65 procent færre frostdøgn, hvilket er med til at give mere nedbør på årsbasis.

Kilder: Miljøstyrelsen og DMI.

/ritzau/

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu