Boligforening forbyder trampoliner på grund af larmende børn
Formand i Boligforeningen af 1944 Poul Jacobsen forstår godt, hvis lejerne ser det som et voldsomt indgreb, at trampoliner nu forbydes. Foto: Lars Rievers/arkiv/Ritzau Scanpix
Lars Rievers/arkiv/Ritzau Scanpix
Boligforeningen af 1944 i Nørresundby har bedt sine medlemmer om at fjerne alle trampoliner inden for 14 dage.
Der bliver ikke trampolinspring i det varme sommervejr for de børn og barnlige sjæle, der bor i Boligforeningen af 1944's afdelinger i de nordjyske byer Nørresundby og Tylstrup.
Boligforeningens medlemmer har i denne uge modtaget et brev, hvori foreningen gør beboerne opmærksom på, at de har 14 dage til at skaffe sig af med eventuelle trampoliner.
Ellers risikerer de i første omgang en advarsel og efterfølgende at blive opsagt. Det skriver Nordjyske Medier.
Begrundelsen er, at foreningen har modtaget adskillige klager på grund af larm i forbindelse med leg på trampolinerne.
- Det er til stor gene for de øvrige beboere, at nogle få beboere har valgt at etablere en eller flere trampoliner i boligforeningens afdelinger med haver.
- Dette har medført et uacceptabelt støjniveau, der ikke længere kan tolereres. Yderligere krænkes de øvrige beboeres privatliv, ved at det er muligt at kigge ind til naboerne - især hensynet til lejemålenes tætte beliggenhed, står der i brevet ifølge Nordjyske Medier.
Formand i boligforeningen Poul Jacobsen siger til Ritzau, at det har været nødvendigt med indgrebet, fordi boligforeningens haver er meget små.
- Hvis man i en lille have på syv, otte meter i længden og fem meter i dybden, sætter to store trampoliner op, så er der ingen fred for nogen, og det er ovenikøbet et etagebyggeri.
Spørgsmål: Med børn må det vel forventes, at de larmer, hvis de sendes uden for?
- Jamen vi skal da tage hensyn til vores beboere. Det er ikke kun dem med børn, vi skal tage hensyn til.
Poul Jacobsen fortæller, at børnene i boligforeningen har mulighed for at bruge op til flere legepladser, der ligger i foreningen.
- Med vores havestørrelse løber man ikke bare sådan rundt, siger han.
Poul Jacobsen opfordrer beboere, der er utilfredse med at skulle undvære deres trampoliner, om at samle underskrifter i deres respektive afdelinger.
Hvis mere end en fjerdedel skriver under, kan der indkaldes til et ekstraordinært afdelingsmøde, hvor der kan stemmes om, hvorvidt forbuddet skal fortsætte eller ophæves.
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde