Boligkøb er et langtidsprojekt: Hvornår skal du slå til?
- Du kan nemt miste orienteringen, når du kigger på mange boliger. Lad dig ikke rive med, og husk på, hvad du havde af krav helt i begyndelsen, siger John Wulff fra Købersmægler. (Arkivfoto). Foto: Signe Goldmann/Ritzau Scanpix
Det kan være svært at vide, hvornår man skal slå til på boligmarkedet. Men du bør som minimum have din tidshorisont lagt fast, så du ikke risikerer et tab.
Ritzau RitzauAlexander Broberg Tørring/ritzau/
Offentliggjort
Hvis du overvejer at investere i en bolig for at komme ind på det eftertragtede boligmarked, er du nok ikke den eneste.
Men timingen kan være svær at ramme.
Derfor kan det være klogt at gøre sig nogle livsmæssige overvejelser, inden du begiver dig ud i dit livs nok største investering.
- Folk køber typisk boliger på baggrund af livsbegivenheder. De får et barn eller et nyt job, siger Christopher Wagner fra køberrådgivningshuset Bomae.
- Men hvis et boligkøb også skal være en overskudshandel for dig den dag, du sælger igen, skal du som minimum have fem års leveperiode i investeringen.
Annonce
Ifølge Christopher Wagner behøver du ikke nødvendigvis at bo der i fem år, men du bør være mentalt indstillet på det, inden du investerer i boligen.
Eksempelvis hvis I som par køber en toværelses lejlighed og så ender med at få et barn.
Du kan gøre alt, hvad du vil med en bolig, men du kan ikke flytte den. Så beliggenhed er alfa og omega, når vi gerne vil af med den igen, siger Christopher Wagner fra køberrådgivningshuset Bomae. (Arkivfoto). Foto: Signe Goldmann/Ritzau Scanpix
- Du vil helst ikke ud i, at der er noget, der presser dig til at sælge, siger han.
Samme melding kommer fra John Wulff, der er medstifter af køberrådgivningsfirmaet Købersmægler.
- Der er folk, der køber bolig uden at tænke frem i tiden. Måske skal de bruge mere plads i fremtiden, og så kan det være bedre at købe en bolig med flere kvadratmeter frem for at skulle ud i et stort, dyrt byggeprojekt.
- Nogle fortryder beliggenheden, fordi de finder ud af, at de måske ikke ville være chauffør for deres børn, siger han.
John Wulff oplever tit, at nogle fortryder købet, fordi de i processen har glemt at bevare deres oprindelige udgangspunkt.
- De går uforberedt ud og kigger på noget, falder over en ejendom, køber den måske, og så er der for meget vedligehold. Afdæk derfor, hvilke behov du har, anbefaler rådgiveren.
- Du kan nemt miste orienteringen, når du kigger på mange boliger. Lad dig ikke rive med, og husk på, hvad du havde af krav helt i begyndelsen.
Derudover er det en god idé at have styr på banken og lave sit hjemmearbejde godt, fortæller Christopher Wagner fra Bomae.
Annonce
- Renten har været volatil, og derfor er det vigtigt at undersøge tingene. Jeg har oplevet en del købere, som kun har været i banken i begyndelsen af boligsøgningen.
- Og så går de ikke i banken, før de har fundet boligen. Er der derefter gået otte måneder, kan der godt være sket meget i det finansielle marked.
- Er renten ændret, er det jo en anden konsekvens ved at købe. Derfor skal vi som forbrugere hele tiden være opmærksomme på, hvilke konsekvenser købet har på vores rådighedsbeløb i øjeblikket.
/ritzau fokus/
FAKTA: Hvor meget kan du låne til bolig?
* Hvor meget du kan låne for i banken til en bolig, afhænger af, hvor meget du har sparet op, og hvor mange penge du tjener.
* Når banken vurderer dit lånebeløb, ser de både på din indkomst i nutid og fremtid samt din gæld, udgifter og opsparing.
* Lån til huskøb består af 80 procent realkreditlån og 15 procent banklån. De sidste fem procent af købesummen skal du selv have sparet sammen i forvejen.
* Normalt må husstandens samlede gæld ikke overstige fire gange husstandens årsindkomst.
* Personer over 60 år må normalt ikke låne til en gældsfaktor på meget over to.
Seneste artikler
Inviterer til stor åbning af historisk bygning
Mobning i byrådet: - Jeg kan godt genkende tonen
Fascinerende syn: Skypumpe over Lolland
Borgmesteren i Hesnæs: - Det har været meget dødt
Fra smadret havn til sort af mennesker
Mest læste artikler
Meget vand på kørebane spærrer spor
Brand lukker kendt grillbar indtil videre
Vanvidstur på ATV endte brat: Kørte direkte ind i politibil
Beboere måtte genhuses efter fare for nedstyrtning
Truet med bat og skudt i benet