Boligselskab bakker op om alkoholforbud

Afdelingsbestyrelsen i den almene boligforening Tåstrupgård vest for København er i sin gode ret til at bekæmpe alkoholsalg i områdets klubber og foreninger.

Det siger boligselskabet KAB, som Tåstrupgård hører under.

Områdets beboere skal på et kommende møde stemme om, hvorvidt Tåstrupgård, der består af 912 lejemål, skal tørlægges.

- Forslaget om alkoholforbud rammer fuldstændigt inden for den lovmæssige skive, siger KAB's administrerende direktør, Jesper Nygård.

- Man kan sagtens træffe en beslutning om, hvorvidt de klubber, der er inden for boligområdets struktur, skal kunne søge bevilling til at sælge alkohol, hvis der er flertal for det blandt beboerne, siger han.

Forslagene om forbud mod husdyr i lejlighederne, inklusiv de såkaldte kamp- og muskelhunde, samt salg af våde varer har bragt sindene i kog blandt flere af Tåstrupgårds beboere.

De mener, at den tyrkiske baggrund hos seks ud af ni medlemmer af den nye afdelingsbestyrelse, spiller ind i kampen mod salg af den alkohol, der ofte er upopulær i religiøse kredse.

- Efter min opfattelse har det ingenting med etnicitet at gøre. Vi oplever tit, at der kommer nye folk i afdelingsbestyrelserne, som har en masse nye forslag, hvor noget kan lade sig gøre, og noget kan ikke lade sig gøre, siger Jesper Nygård og understreger:

- Så længe forslaget er lovligt, så administrerer vi dét, som beboerne beslutter. Der er forskellige grupper af beboere med forskellige synspunkter, og det er det, der gør demokrati levende, siger han.

- Om man kan håndhæve sådan et forbud i praksis, ved jeg ikke.

Med hensyn til kamphunde, så vil et eventuelt forbud ikke ramme de beboere, der allerede har fået tilladelse til at holde det kontroversielle dyr. Regeringen barsler dog med et generelt forbud mod enkelte hunderacer.

/ritzau/

Boligselskabet KAB bakker op om et forslag, der forbyder salg af alkohol i Tåstrupgård på den københavnske vestegn - forudsat at beboerne stemmer for.

Offentliggjort Sidst opdateret