Mistanken om, at boligselskabet AKB Taastrup i København har ansat kriminelle, der nærmest fungerede som tæskehold i kvarteret for at holde børn og unge fra at lave ballade, er meget alvorlig, mener Boligselskabernes Landsforening.
- Vi ved ikke, hvad der er op og ned i den sag. Men hvis det er sandt, så er det naturligvis helt uacceptabelt. Men overordnet har vi den holdning, at det er vigtigt, at vi og samfundet i fællesskab laver socialt forebyggende arbejde, herunder kriminalitetsforebyggende arbejde, hvor vi giver de unge i bebyggelserne en chance for en bedre tilværelse. Det kan være svært, og der bliver begået fejl, men vi skal gøre forsøget, siger Gert Nielsen til Ritzau.
Landet over arbejder boligselskaber i belastede boligområder blandt andet med at ansætte tidligere kriminelle, og Gert Nielsen erkender, at det ikke altid er lige nemt at få de unge til at ændre kurs.
- Man kan ikke udelukke, at sådanne kedelige historier gør, at man bliver mere tilbageholdende, og det er også noget, vi selv må tænke over: Risikerer vi at påtage os for stort et ansvar? Vi gør det jo for at løse problemer i vores boligområder, og ikke fordi vi vil samarbejde med kriminelle, siger boligselskabernes direktør.
Han efterlyser, at myndighederne tager et større ansvar for at løse problemerne med utilpassede og kriminelle unge.
/ritzau/
Seneste artikler
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker