Tre danske soldater er såret, og en er kommet lettere til skade, da de kørte på en improviseret sprængladning i det sydlige Afghanistan. Det oplyser Hærens Operative Kommando.
Sprængningen skete lørdag nord for Forward Operating Base Armadillo, som ligger i Helmandprovinsen. Det er samme område, hvor en dansk soldat fredag blev dræbt.
Det har i det hele taget været en svær uge for de danske soldater i Afghanistan. Siden onsdag er én dræbt, og 15 er såret eller lettere skadet ved eksplosioner, der formentlig alle skyldes vejsidebomber.
Oberst Henrik Sommer, der er operativ chef i Hærens Operative Kommando fortæller, at de seneste tre sårede danske soldater alle er uden for livsfare, men der vil først senere blive taget stilling til, om de skal overføres til Danmark.
Tre af soldaterne kommer fra 2. Lette Opklaringseskadron på Bornholm. En af soldaterne er fra Trænregimentet i Aalborg.
De blev hurtigt evakueret med helikopter til felthospitalet i Camp Bastion.
Oberst Henrik Sommer advarer mod at tro, at den danske styrke kan pansre sig ud af problemet.
- Vejsidebomber er helt klart den største trussel, og vi har sat en hel masse initiativer i gang omkring det. Ikke bare med at pansre køretøjerne, men ved at man skal ramme systemet bag vejsidebomberne: Dem der fremstiller dem, dem der transporterer dem, og dem der placerer dem, siger han.
/ritzau/
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde