Bookmakere tror på Mathilde og Valdemar

Gætterierne kan nu begynde over hele Danmark. Hvad vil kronprinsesse Mary og kronprins Frederik kalde de to små tvillinger, der kom til verden lørdag formiddag?

Og der er penge at tjene, hvis man kan regne ud, hvad de kongelige vælger som navne. Bookmakerselskabet Unibet er allerede klar med odds, og kombinationen Valdemar og Mathilde står som det mest sandsynlige. Unibet betaler pengene tilbage 25 gange til de mennesker, der spiller på det.

- De kongelige afslører jo aldrig børnenes navne før dåben, men da en royal fødsel jo er en begivenhed, der er med til at samle nationen, har vi naturligvis en række forslag, siger pressechef Per Marxen fra Unibet.

Efter Valdemar og Mathilde tror Unibet mest på Freja og William eller Ingrid og Knud. De to kombinationer giver pengene tilbage henholdsvis 30 og 35 gange.

Herefter går Unibet over i mere eller mindre seriøse bud på, hvilke navne der bliver nævnt i kirken under dåben.

10 kroner på Amalie og Peter giver et udbytte på 1750 kroner. Og går kronsprinsparret over i den politiske genre, giver det pengene 300 gange igen for både Helle og Villy samt Lars og Lene.

Kaj og Andrea kan få sparepengene til at vokse med 500 gange, mens indsatsen bliver ganget med hele 750, hvis Frederik og Mary spejder mod Beverly Hills og kalder børnene Brandon og Brenda.

/ritzau/

Navnelegen er i gang. Hvad skal de royale tvillinger hedde? Bookmaker tror på Mathilde og Valdemar.

Offentliggjort Sidst opdateret