Borgerdrevne købmænd rykker ind når dagligvarebutikken lukker

I 2022 indgav Dagli'Brugsen i Nimtofte på Djursland konkursbegæring. I sidste uge fik byen en købmandsbutik, der er etableret med støtte fra de lokale og fonde. (Arkivfoto). Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Der er blevet længere mellem butikker, der sælger dagligvarer. Borgerdrevne købmandsbutikker vinder frem, men konkurrencen er hård. Ældre er de mest trofaste.

Offentliggjort Sidst opdateret

Turen til købmanden eller supermarkedet efter mælk og andre dagligvarer er blevet længere for flere i Danmark.

Fra 2017 til 2023 er der på landsplan blevet 244 færre dagligvarebutikker.

Særligt stort har faldet været i kommuner uden for de store byer, hvor hver tiende dagligvarebutik er lukket.

Det viser en ny rapport over udviklingen i detailhandlen.

Både for den enkelte borger og for lokalsamfundet er det trist, siger Steffen Damsgaard, formand for Landdistrikternes Fællesråd, der står bag rapporten.

Når den lokale dagligvarebutik forsvinder, rammer det især seniorer og svage grupper, som ikke har bil eller på anden måde kan transportere sig selv til den nærmeste større by.

- Det handler ikke bare om dagligvarer, men også om, at den lokale butik er der, hvor mange henter deres medicin og post, siger Steffen Damsgaard.

Vejen til at få fyldt sit køleskab er mange steder blevet længere. Derfor ønsker Landdistrikternes Fællesråd øget etableringsstøtte til borgerdrevne dagligvarebutikker. (Arkivfoto). Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Men det er også et samlingspunkt, der forsvinder.

- Det er i butikken, hvor folk mødes. Det er også her mange unge i landsbyen finder deres første fritidsjob, så på den måde får en lukning betydning på flere måder.

Rapporten kommer forud for, at regeringen præsenterer et udspil for landdistrikterne.

Det ventes i løbet af nogle måneder, men inden da har Landdistrikternes Fællesråd 13 anbefalinger.

Blandt andet øget etableringsstøtte til borgerdrevne dagligvarebutikker.

På nuværende tidspunkt er det etableret godt 100 købmandsbutikker under dagligvarekoncernen Dagrofa. Typisk i lukkede supermarkeder eller købmænd i landsbyer med mindst 600 indbyggere.

I år ventes at åbne ti, hvoraf den ene åbnede i Nimtofte på Djursland i sidste uge. I næste uge kommer turen til Lyne i Vestjylland, hvor borgerne har købt anparter på mellem 1000 og 2000 kroner. Dertil kommer støtte fra fonde.

Det samlede beløb øremærkes til at købe ejendom og grund, hvorefter Dagrofa finder en selvstændig købmand, der lejer sig ind.

En af de erfarne er købmand Benny Christensen i Hjerm mellem Struer og Holstebro.

Han åbnede for tre år siden, og stort set alle 1100 borgere har deres gang i hans forretning.

- Nogle handler det hele her. Andre køber noget hos os og andet andre steder. Udfordringen er, at mange i Hjerm arbejder i Struer eller Holstebro og køber ind på vejen.

- Selv om vi har en discountlinje, der gør os konkurrencedygtige med Netto og Rema, så kan det ikke undgås, at der er varer, som er en smule dyrere hos os, siger Benny Christensen.

Han vurderer, at 40 procent af alle indkøb lægges i hans forretning. De mest trofaste er ældre. Men der er også børnefamilier, som foretrækker at handle hundrede procent lokalt.

- Ligesom i gamle dage kan man ringe til os og bestille varerne, hvilket mange ældre bruger. Alternativt har vi en webside, som vi kalder Long John.

I forbindelse med rapporten peger De Samvirkende Købmænd på, at det er afgørende at styrke det lokale.

- Vi står ved en korsvej, hvor vi kan vælge at investere i - og støtte op om - vores landdistrikter, eller vi kan se dem svinde ind og i værste fald forsvinde helt fra landkortet, siger direktør Jannick Nytoft.

/ritzau/

Det har regeringen lovet på landet

* Styrke det nære sundhedsvæsen og sikre, at alle har en læge tæt på.

* Sikre de bedste vilkår for at drive virksomhed og skabe arbejdspladser i hele landet.

* Sikre et stærkt lokalt civilsamfund og kulturtilbud i hele landet.

* Understøtte busdækningen for både byer og yderområder.

* Skabe bedre muligheder for at bo godt på landet og for at bygge nye ejerboliger i landdistrikterne.

* Gøre det lettere at opdele huse og gøre nedlagte landbrugsejendomme beboelige for flere familier.

Kilde: Regeringsgrundlaget "Ansvar for Danmark" fra 2022

/ritzau/

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu