Borgere protesterer foran minkfarm i Nordjylland
Fredag tiltvang politiet sig adgang til en minkfarm i Gjøl efter minkavler Thorbjørn Jepsen ikke ville lukke myndighederne ind. Her ses Thorbjørn Jepsens mink kort før politiet klippede låsen til hans port op. (Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix) Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Lørdag fortsætter aflivningen af mink i Nordjylland. På en minkfarm er op mod 30 borgere mødt op i protest.
Op mod 30 borgere er mødt op foran en minkfarm i Nordjylland i protest mod, at myndighederne skal aflive minkene.
Det skriver Ekstra Bladet.
Borgerne havde medbragt et skilt med budskabet "Stop nedslagtning af raske dyr".
Vagtchefen hos Nordjyllands Politi oplyser til Ritzau, at politiet lørdag formiddag har været forbi minkfarmen i Gjøl, og at borgerne nu har flyttet sig.
- De er selv gået væk i god ro og orden, da politiet bad dem om det, siger vagtchefen.
Flemming Kure Marker, veterinærchef for Nordjylland i Fødevarestyrelsen, fortæller, at protesten ikke har skabt forsinkelse i myndighedernes arbejde.
- Vi fortsætter aflivningen på de tre farme, vi startede på i går. Vi er i gang, og det kører planmæssigt, siger Flemming Kure Marker.
Han forstår godt frustrationerne fra borgerne i Gjøl.
- Jeg forstår udmærket, at der er store følelser på spil, og det er minkavlernes livsværk, det kan gå ud over. I Gjøl er der mange minkfarme, så det betyder meget i det lokalområde især, siger han.
Myndighederne begyndte torsdag aflivningen af mink, efter at en aftale om kompensation til minkavlerne kom på plads onsdag aften.
Minkene skal aflives på grund af coronasmitte på et stort antal minkfarme i Danmark.
Samlet set skal der aflives mink på 150 farme, som enten selv er ramt virusset eller ligger tæt på en smittet farm.
Aflivningerne er startet på en farm i Bording i Midtjylland og to i Gjøl, men det ser ikke ud til, at myndighederne bliver færdige alle tre steder lørdag.
- Vi håber at kunne blive færdige i Bording, men farmene i Gjøl vil tage længere tid, siger Flemming Kure Marker.
I Danmark er der konstateret smitte på 64 minkfarme, mens 54 andre minkbesætninger er under mistanke. Smitten er primært i Nordjylland, men har også bredt sig til Midtjylland.
Der er knap 1000 minkfarme i Danmark.
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker