Hvidovre-borgmester Milton Graff Pedersen (S) erkendte i sidste måned, at han har et alkoholproblem.
Nu går han i tre ugers behandling for at komme sit misbrug til livs.
I en kortfattet pressemeddelelse oplyser Hvidovre Kommune, at borgmesteren er gået i professionel behandling, og at han derfor vil være fraværende frem til 21. august.
- Ja, jeg har et alkoholproblem. Jeg arbejder med at få løst det, og det får jeg professionel hjælp til, siger Milton Graff Pedersen til Hvidovre Avis.
I perioden vil viceborgmester Niels Ulsing (SF) vikariere som borgmester.
Det var også til Hvidovre Avis, at Milton Graff i sidste måned indrømmede sit alkoholmisbrug, efter avisen satte kritisk fokus på hans mange afbud til byråds- og udvalgsmøder.
Milton Graff Pedersen afviser, at hans alkoholproblem har haft konsekvenser for kommunens drift og forklarer desuden, at en del af hans fravær også skyldes rygproblemer.
Men han mener i øvrigt heller ikke, at spørgsmålet om, hvor tit han er på rådhuset, er synderligt interessant.
- En tredjedel af en borgmesters arbejdstid foregår ude i byen. En borgmester fungerer jo som sin kommunes udenrigsminister, siger han til Hvidovre Avis.
Der er ifølge avisen fortsat opbakning til borgmesteren både fra hans eget parti og fra de øvrige partier i byrådet.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned