Borgmester om Rebild-sag: Vi har svigtet

Så klar er beskeden fra borgmester i Rebild Kommune, Anny Winther (V), efter Ankestyrelsens faglige undersøgelse af den såkaldte Rebild-sag.

I sagen er en 56-årig mand tiltalt for omfattende seksuelt misbrug af ni børn

Borgmesteren erkendte allerede i februar, at børnene burde være tvangsfjernet tidligere. Men hun ville ikke kommentere hverken årsager eller konsekvenser, før hun havde set Ankestyrelsens faglige undersøgelse af sagsbehandlingen.

Og den er altså kommet nu.

Undersøgelsen dokumenterer blandt andet, at kommunen ikke reagerede relevant på alvorlige underretninger og ikke foretog de nødvendige faglige undersøgelser.

Derudover har der gennem hele sagsforløbet manglet systematik, dokumentation og overordnet opfølgning.

- Det er vores ansvar som kommunalpolitikere, at de udsatte børn i kommunen får den hjælp, de har behov for. Det har disse børn ikke fået. Ankestyrelsens kritik er dybt alvorlig, og den vil vi med det samme reagere på, siger Anny Winther.

Byrådet vil nu sætte eksterne eksperter til at gennemgå alle forvaltningens aktive sager for at foretage en grundlæggende oprydning og skabe en ny fagkultur på området.

Spørgsmål: Gør I det, fordi I frygter flere sager?

- Det er selvfølgelig også det, vi blandt andet vil kigge efter. Vi vil se, om der er en ordentlig forvaltningskultur i forhold til dokumentation og se efter sammenhænge, når det drejer sig om hele familier.

Om fejlene i kommunen får konsekvenser for ansatte er ifølge Anny Winther for tidligt at sige noget om.

Tiltalerne mod manden i sagen går blandt andet på, at han fra 2000 til 2010 har haft samleje og anden kønslig omgang med flere af sine børn og to af børnenes veninder, og at han har truet sønnerne til samleje med den ældste datter.

Alle hverdage i cirka halvandet år omkring 2007-2008 besøgte en støttepædagog fra kommunen den 56-årige far og hans børn i deres hjem. Støttepædagogen har forklaret i retten, at hun havde mistanke om mistrivsel, men ikke misbrug.

To politikere i Rebild Kommunes byråd har efterfølgende udtrykt mistillid til kommunens forvaltning, fordi de mener, at de har fået mangelfulde sagsfremstillinger.

Manden nægter sig skyldig i de grove anklager. Dommen i sagen falder torsdag.

/ritzau/

- Vi har svigtet de børn. Det står nu lysende klart.

Offentliggjort Sidst opdateret