Borgmester taget for spritkørsel
Borgmesteren i Tønder er onsdag ved 17-tiden blevet taget i en spritrazzia. Han blev i december ekskluderet af Venstres byrådsgruppe.
Borgmester i Tønder Kommune Vagn Therkel Pedersen blev onsdag ved 17-tiden taget for spritkørsel af politiet i en razzia i Visby i Sønderjylland. I december sidste år blev han ekskluderet af Venstres byrådsgruppe efter beskyldninger om druk.
Kommunaldirektør i Tønder Kommune, Thorkild Præstegaard, oplyser til Ritzau, at borgmesteren er sygemeldt ugen ud.
- Vi har fået en sygemelding fra vores borgmester, og den har vi taget til efterretning. Rent styrelsesmæssigt er der ikke noget at komme efter, så længe han ikke er dømt for noget, siger Thorkild Præstegaard.
Tønder Byråd vil diskutere situationen, når de holder møde i aften. Her vil viceborgmester Peter Christensen (S) lede mødet. Ritzau fanger ham på telefonen torsdag over middag, mens han med kort varsel er gået i gang med at planlægge aftenens møde. Han vil dog ikke forholde sig til borgmesterens pludselige sygemelding.
- Jeg forholder mig til, at han foreløbigt er sygemeldt ugen ud, og jeg har ikke oplysninger om andet.
Spørgsmål: Så han har ikke forklaret dig, hvad han fejler?
- Han har ikke fortalt mig, hvad han fejler, og det har han jo heller ikke pligt til. Og jeg vil ikke begynde at gætte, lyder det fra Peter Christensen, der heller ikke vil svare på, hvad han mener, der bør ske, hvis Vagn Therkel Pedersen rent faktisk har kørt spritkørsel.
- Jeg vil slet ikke forholde mig til de hvis'er, lyder det fra Peter Christensen.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned