Borgmesteren der kæmpede for rygeforbuddet

Skuespiller Klaus Bondam slog Inger Marie Bruun-Vierø i forsøget på at blive Radikales kandidat til overborgmesterposten i 2005. Foto: Bjarke ørsted/Ritzau Scanpix

Kampen om rygeforbud på kommunale arbejdspladser var ikke forgæves for den tidligere sundhedsborgmester Inger Marie Bruun-Vierø. 24 november fylder hun 80.

Offentliggjort Sidst opdateret

Som sundhedsborgmester i Københavns Kommune fik Inger Marie Bruun-Vierø skudt i skoene af politiske kolleger, at det ikke var deres opgave at blande sig i folks rygevaner.

Men kritikken prellede af på den radikale borgmester, da hun i 2004 kæmpede for et totalt rygeforbud for kommunens 50.000 ansatte.

- Selv om jeg blev hånet for mine vedholdende forsøg på at hindre rygning i det offentlige rum, vidste jeg, at tiden var med mig. Mine politiske kolleger ville snart være nødt til at bøje sig, fortalte Bruun-Vierø, da hun fyldte 75 år.

Torsdag fylder hun 80 år.

Fynboen er matematisk student fra Odense Katedralskole og uddannet jurist fra Aarhus Universitet. Efter studierne flyttede hun til hovedstaden, hvor hun i de første knap ti år arbejdede som fuldmægtig, først i Frederiksberg Kommune.

Hun blev vicedirektør i Socialforskningsinstituttet frem til 2000 og havde sideløbende en politisk karriere som midlertidigt folketingsmedlem af en række omgange og medlem af borgerrepræsentationen i København.

Uden berøringsangst forsøgte hun at lave aftaler med Dansk Folkeparti om posten som overborgmester i 2001. I stedet fik hun en røffel af sit parti, der holdt DF'erne ud i strakt arm.

Fra 2002-05 var hun kommunens sundheds- og omsorgsborgmester, hvilket blev en omtumlet periode. Hun fik ros for sin ildhu og red skandalerne om videoovervågning samt manglende tilsyn på plejehjem af.

I 2005 satte hun alt ind på igen at blive partiets kandidat til overborgmester. Men Inger Marie Bruun-Vierø måtte se sig slået af sin radikale partifælle Klaus Bondam, der var mere venstreorienteret.

Efter sin politiske karriere blev hun blandt andet vicedirektør for Kennedy Centret i Glostrup, mens hun i 2009 kunne glæde sig over at blive slået til ridder af Dannebrogordenen.

Inger Marie Bruun-Vierø bor i dag i København med sin mand, Jørgen Søndergaard, og har to voksne døtre, Marie-Louise og Marianne.

/ritzau/