Børn bruges som donorer i strid med loven
Børn skal både informeres og give tilsagn, inden de kan fungere som donor. Alligevel bliver børn helt ned til etårsalderen brugt som donorer, når deres syge søskende skal bruge knoglemarv mod kræftsygdommen leukæmi.
Situationen er et pres for de store børn, mens de mindste slet ikke bliver spurgt. Begge dele er kritisabelt, mener Det Etiske Råd og Børnerådet. Det skriver Kristeligt Dagblad.
- Når der tages noget fra det enkelte menneskes krop, er det en menneskeret at blive spurgt, om man vil sige ja til at løbe den risiko. Det vil altid være et dilemma for et barn, når man skal tage stilling til at hjælpe en dødeligt syg bror eller søster.
Det siger formand for Børnerådet, Lisbeth Zornig Andersen, til avisen. Hun mener, det kan være så belastende, at svaret er givet på forhånd, selvom barnet måske ikke ønsker at løbe risikoen.
De seneste 10 år har 70 børn doneret knoglemarv til en kræftsyg bror eller søster - over halvdelen var børn under ni år. Medlem af Det Etiske Råd, dyrlæge Lene Kattrup kalder det en etisk glidebane:
- Jeg mener ikke, at børn på et år bør underkastes et operativt indgreb, der ikke er i barnets egen interesse. Heller ikke selvom det kan redde livet for en syg søskende. Jeg synes, det er et skred, at barnet bliver brugt som et middel, siger Lene Kattrup.
Hun mener, at man slet ikke bør bruge donorer under 18 år.
Ifølge sundhedsloven må organer og væv kun udtages fra børn under 18 år, hvis de har modtaget og forstået den lægelige information om indgrebet. Det betyder i praksis, at forældrene giver samtykket for små børn.
Dermed er børnenes retsstilling usikker, og det er heller ikke etisk forsvarligt over for forældrene, mener næstformand i Det Etiske Råd, Lotte Hvas.
Børnerådet og Det Etiske Råd har flere gange henvendt sig til sundhedsministeren om sagen. De foreslår blandt andet, at en uvildig instans tager stilling på donorbarnets vegne, som det sker i Sverige og Norge.
/ritzau/
Børn helt ned til etårsalderen bliver brugt som donorer, når deres syge søskende skal bruge knoglemarv i forbindelse med kræftsygdommen leukæmi.
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned