Børn op til 12 år og visse ældre skal ikke bruge mundbind
Det er fredag blevet meldt ud, at det i Aarhus vil blive et krav, at man bærer mundbind i offentlig transport. Men det kommer ikke til at gælde børn og visse ældre, lyder det fra Sundhedsstyrelsen. (Arkivfoto) Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Kravet om mundbind i offentlig transport i Aarhus kommer ikke til at gælde børn og visse ældre.
Det er ikke påkrævet, at børn op til 12 år, ældre med eksempelvis demens eller vejrtrækningsproblemer og personer med fysiske eller mentale svækkelser skal have mundbind på.
Det fremgår af nye anbefalinger fra Sundhedsstyrelsen. De er kommet, efter at det blev meldt ud, at det i Aarhus vil blive et krav, at man bærer mundbind i offentlig transport.
Mundbind skal desuden fjernes, hvis bæreren får svære gener og ubehag.
- Det er ikke alle, der skal have mundbind på. Små børn skal ikke have mundbind på, og det kan også være ældre, der for eksempel har vejrtrækningsbesvær eller lettere demens og derfor ikke selv kan tage det af og på, siger Søren Brostrøm på et pressemøde fredag.
Han udelukker ikke, at krav om mundbind kan blive landsdækkende.
- Jeg kan godt forestille mig, at det her med mundbind i andre situationer er noget, vi kommer til at kigge på. Kigge på det lokalt, men også på landsplan.
Søren Brostrøm kalder det "et spørgsmål om timing", og både han og sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke (S) understreger på pressemødet, at man holder nøje øje med situationen.
Kravet om mundbind i al offentlig transport i Aarhus sker som konsekvens af en stigende coronasmitte i byen.
Fra torsdag til fredag blev der registreret 68 nye smittede med coronavirus i Aarhus. Det var halvdelen af de nye smittetilfælde på landsplan.
Sundhedsstyrelsen har netop udgivet nye anbefalinger om mundbind. Heri står der, at personer i risikogruppen bør bære de CE-mærkede mundbind, man kan købe på eksempelvis apoteker.
Det anbefales også til personer uden for risikogruppen, men "et godt stofbind er bedre end intet mundbind", lyder det i anbefalingerne.
I forvejen anbefaler Sundhedsstyrelsen, at man bærer mundbind i offentlig transport over hele landet, såfremt der ikke er mulighed for at holde afstand.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned