Børnehaver holder stadig flere lukkedage

Antallet af lukkedage i landets institutioner forsætter med at vokse, selvom både regeringen og oppositionen har erklæret krig mod de upopulære lukninger af børnehaver og vuggestuer.

En ny opgørelse fra Projekt Børnepasning, som arbejder for udvidede pasningsmuligheder, viser, at seks ud af 10 kommuner i år vil have 10 eller flere lukkedage i institutionerne. Sidste år var det kun tilfældet for fire ud af 10.

Samtidig er antallet af kommuner med 15 eller flere lukkedage fordoblet til fire ud af 10.

- Kommunerne angiver ofte, at de indfører lukkedage, fordi det er den mest nænsomme måde at spare penge på, påpeger Projekt Børnepasning i en pressemeddelelse.

- Men undersøgelser viser, at besparelserne er minimale eller helt fraværende, og samtidig er det til stor skade for fleksibiliteten på arbejdsmarkedet og i familierne, argumenterer organisationen, der består af blandt andet fagforeninger og arbejdsgivere.

Hos fagforeningen 3F mener forbundssekretær Claus Jørgensen, at lukkedagene skaber store problemer for medlemmerne.

- De er sjældent på arbejdspladser, hvor der er så meget fleksibilitet, at man for eksempel lige kan tage sit barn nogle dage med på arbejdet. Det kan en buschauffør eller skraldemand altså ikke, påpeger han over for Fagbladet 3F.

Dansk Arbejdsgiverforenings chefkonsulent Lise E. Bardenfleth undrer sig over, at kommunerne "bliver ved med at trække lukkedagskortet".

- Der er så meget fokus på det her, og kommunerne har én gang fået ekstra penge. Problemet skal simpelthen bare løses inden for de eksisterende rammer, mener hun.

/ritzau/

Over halvdelen af landets kommuner har mere end 10 lukkedage i institutionerne.

Offentliggjort Sidst opdateret