Flere af Danmarks førende børnepsykiatere har tætte forbindelser til medicinalindustrien. Men samtidig står de også i spidsen for en arbejdsgruppe, som udarbejder retningslinjer for behandlingen af børn med ADHD - tidligere kaldet damp.
Det skriver fagbladet Børn&Unge torsdag.
Bladet fortæller, hvordan den førende danske overlæge Per Hove Thomsen foruden at være formand for den gruppe læger, der udarbejder retningslinjer for behandling af børn med ADHD i Danmark, er foredragsholder, underviser og konsulent for medicinalvirksomheden Novartis, som fremstiller Ritalin.
Ritalin er et amfetaminlignende stof, der bliver brugt til at behandle børn med ADHD. Derudover er han konsulent for medicinalvirksomheden UCB, som også fremstiller medicin til børn med ADHD, skriver fagbladet.
Dobbeltrollen fremgår af en liste fra Lægemiddelstyrelsen fra september 2009.
Af listen fremgår det også, at to overlæger fra Glostrup Hospital er konsulenter for medicinalfirmaet Eli Lilly.
De to psykiatere har ligesom Per Hove Thomsen været med til at udarbejde det referenceprogram for udredning og behandling af børn med ADHD, som aktuelt er ved at blive revideret.
Per Hove Thomsen siger:
- Jeg synes, at et fornuftigt samarbejde med industrien er nødvendigt. Der er store økonomiske interesser på spil, men industrien fremstiller medicin, som gerne skulle gavne børnene. Og så skal man gøre sig klart, at man kan lade sig påvirke af det. Jeg tror ikke, at jeg kan undgå at blive påvirket, men samarbejdet er nødvendigt for at kunne komme videre og lave relevant forskning.
Hos Sundhedsstyrelsen afviser man at gå ind i sagen.
- Det er ikke vores opgave at kontrollere. Vi har et reaktivt tilsyn og har ikke mulighed for at undersøge, om tilknytningen giver problemer, siger chef i Sundhedsstyrelsens afdeling for tilsyn Anne Mette Dons til fagbladet.
/ritzau/
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde