Mænd ville inddrive penge i Skærbæk og sårede hund med pistolskud. En mand var ufrivillig passager hos bortførere i flere timer. Tre mænd er anholdt.
En gæld på 7.000 kroner i forbindelse med en bilhandel udartede sig til grov kriminalitet i eftermiddag i Sønderjylland. En mand blev frihedsberøvet i næsten fire timer, før han slap fri, oplyser politiet.
Ved middagstid blev offeret i Tønder lokket i et baghold og tvunget ind i en bil af andre mænd. De kørte ham til Aabenraa, hvor den ene bortfører hentede en pistol, og under den videre køretur blev den ufrivillige passager truet på livet, lyder det fra vagtchefen i Syd- og Sønderjyllands Politi.
Mændene ville have ham til at udpege en adresse på Ribevej ved Skærbæk, hvor bortførerne mente skyldneren boede. Da de var fremme, slap offeret væk, mens en kvinde på adressen søgte tilflugt i et udhus. Pengeinddriverne skød derefter en hund i benene, før de kørte væk i to biler.
Sidst på eftermiddagen lykkedes det for politiet at anholde en 20-årig mand og først på aftenen fandt politiet frem til en 27-årig mand. I løbet af aftenen følte den tredje åbenbart jorden brænde under sig, og kort før midnat meldte den 29-årige mand sig selv til politiet i Tønder.
De vil alle tre blive fremstillet i grundlovsforhør senere i dag.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned