Bosteder svigter psykisk syge

Psykisk syge beboere på plejehjem og bosteder risikerer at blive fejlbehandlet, fordi personalet ofte ikke har den rette uddannelse eller viden til at tage sig ordentligt af dem.

Og det er netop situationen på alt for mange af landets bosteder og plejehjem. En ny rapport fra Sundhedsstyrelsen viser, at cirka halvdelen af de i alt 1552 adspurgte kommunale bosteder og plejehjem ikke kender Sundhedsstyrelsens vejledning om behandling med antipsykotiske lægemidler.

- Det er en alvorlig situation, som vi skal tage hånd om. Vi ser en overdødelighed blandt folk med psykoser, og vi kan ikke udelukke, at det kan koste dødsfald, når man ikke følger Sundhedsstyrelsens vejledning, fortæller Troels Thomsen, der er embedslæge og har stået for rapporten.

Problematikken bliver kun forstærket af, at personalet ofte ikke får undervisning i korrekt medicinering. På 40 procent af de adspurgte bosteder og plejeboliger blev medicinen udleveret af personale, som ikke havde en sundhedsfaglig autorisation.

I Dansk Sygeplejeråd, der blandt andet repræsentere sygeplejersker, der arbejder på plejehjemmene, mener man, at der er brug for mere sundhedsfagligt personale. Det fortæller næstformand Dorthe Steenberg.

- Der er mangel på ressourcer ude i kommunerne. Antallet af personale, som har den rette uddannelse til at tage sig af psykisk syge, falder. Derfor er der et klart behov for, at flere sygeplejersker bliver ansat, så vi kan sikre, at psykisk syge beboere får optimal pleje og behandling, siger hun.

Flere tilsyn fra embedslægerne på de kommunale institutioner kan være et skridt på vejen mod en endelig løsning på problemet, mener Troels Thomsen.

- Psykisk syge er en svag patientgruppe, der meget sjældent klager over dårlig behandling. Derfor har vi en ekstra forpligtelse til at sørge for, at forholdene er i orden, siger han.

/ritzau/

Stort sort hul i behandlingssystemet, når det handler om medicinering og behandling af psykisk syge på landets plejehjem og bosteder, viser ny rapport.

Offentliggjort Sidst opdateret